Handifikation

Jeg har en kronik i Politiken i dag. Her kan i læse den originale version uden avisredaktionen uheldige rubrikker og med mine oprindelige overskrifter. Med bonus-links:)

Siden filmen blev opfundet i 1895, har mange minoriteter måttet lade livet på lærredet. Hella Joofs seneste film, Se min kjole, er et vidnesbyrd om, at filmens udrensningshistorie langt fra [...]

AK, EN KLICHÉ. Fortsættelsen til Engelchen Flieg er en tynd kop te. Filmens fine øjeblikke overskygges af en dyster fortælling om dødelig muskelsvind, der er både forslidt og langt ude i hampen.

Fire bryllupper og en begravelse er fuld af fængslende, farverige bipersoner. Deriblandt David, der fungerer som comic sidekick, men aldrig bliver endimensional, og er en af komediegenrens absolut mest vellykkede karakterer med et handicap.

INGEN PRINSESSE, MEN MÅSKE ET HALVT KONGERIGE. Da Glasmanden med skøre knogler løser Amélies kærlighedskvaler, ligner det endnu et eksempel på, at en karakterer med et handicap allernådigst får en birolle som hjælper. Men faktisk er Glasmandens rolle langt mindre entydig.