Om Handifikation

Formålet med denne blog er at holde et vågent øje med, hvordan mennesker med handicaps bliver fremstillet i film og fjernsyn. Det er der flere gode grunde til…

Synlighed gør en forskel. Hvor mange procent af en gennemsnitlig vestlig befolkning har monstro et handicap? To? Fem? Ti? Skulle man dømme efter en gennemsnitlig måneds nyhedsudsendelser på DR og TV2, ville fem være et udmærket bud. Altså ikke procent, men personer.
I fjernsynet er mennesker med handicaps forsvindende få og langt mindre talrige end fx homoseksuelle, danskere med anden etnisk baggrund eller Ungdomshusets ballademagere (det er naturligvis et spørgsmål om enten/eller - har du måske nogensinde set en journalist interviewe en etnohomo med handicap og brosten på Nørrebro…?).
Her er tale om en skævvridning af dimensioner, og den får naturligvis konsekvenser. Der er jo ingen grund til at sikre tilgængelighed eller bekæmpe fordomme, hvis det kun gavner en gruppe på størrelse med Femøs befolkning. Vel?

Stereotyper smitter. Reklamebranchen har vidst det længe - at medier har kolossal indflydelse på vores måde at tænke og opfatte verden på. Derfor har deres fremstillinger af mennesker med handicaps politiske implikationer.
Der findes desværre danskere, der aldrig stifter bekendtskab med handicap andre steder end hjemme i tv-stuen, og på det grundlag kan et og andet om mennesker med handicap konkluderes. Lad mig bare i flæng nævne tendenser til skurkagtighed (Batman Returns, Star Wars, diverse James Bond-film), til at blive slået ihjel (Mørke, Jeniffer Eight) eller eventuelt dø martyrdøden for eget bedste (The Mighty, Simon Birch, V for Vendetta) og i øvrigt aldrig få et knald (indsæt selv random titel). Se, dét er jo en utroligt udtømmende og rammende beskrivelse af livet med et handicap! Faktaprogrammer føjer sjældent mange nuancer til - mennesker med handicaps er stakler, søde og lidt naive eller bitre brokkehoveder, og handicap er det væsentligste i deres tilværelse.

Alle har brug for rollemodeller. Også mennesker med handicaps. “Jeg tænker, altså er jeg,” proklamerede Descartes i sin tid - i dag kunne man fristes til at sige “jeg er i fjernsynet, altså er jeg.” De kilometerlange køer foran DR-byen, når der er X-factor-audition viser, hvor vigtigt det er blevet at være ‘på’. Hvis man ikke kan se sig selv på skærmen, er det i hvert fald vigtigt at se nogen, der ligner - i hvert fald en gang i mellem. Hvis der aldrig optræder folk i tv, som man kan spejle sig i, er det næsten som om, man ikke findes. Og vi ved, hvor galt det går Klokkeblomst, hvis ingen tror på, at hun er til.

Mere om denne side:

- Om webmasteren
- Om ordet “handifikation”
- Hvilke handicaps og hvilke medier
- Hvad er god repræsentation?


©2007-2012 Handifikation | baseret på WordPress | Temaet er designet af Fat Cat Designs