Handifikation

DR: Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen

(Indslag i DR’s Det nye talkshow med Anders Lunds Madsen 5. marts 2010)

EKSEMPLARISK. Man skal huske at rose, det nogen har fortjent det, og det har Anders Lund Madsen for sit skæve og uhøjtidelige talkshow, der om noget formår at favne farverig forskellighed. I fredags var en af gæsterne skuespilleren og danseren Sigrid Hushjord, der desuden er nordmand og dværg.

“Er der slet ingen gode eksempler?” blev jeg for nylig spurgt i et interview om medierepræsentation, og jeg svarede prompte, at selvfølgelig er der det! Faktisk bød weekenden på et helt eksemplarisk af slagsen, der absolut fortjener at blive fremhævet, nemlig et indslag i Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen. 

Talkshowet er nærmest i sig selv en hyldest til mangfoldighed, idet Anders ynder at invitere ikke bare smækre kendisser, men ret forskellige mennesker. I fredags interviewede han for eksempel også en bedaget hofreporter, og selvom det unægtelig er en sjov beskæftigelse anno 2010, så blev joken aldrig på hendes bekostning. Det samme gjaldt interviewet med norske Sigrid Hushjord, der er professional danser og skuespiller, pt. aktuel i Big Wheel Café på Nye Aveny, og i øvrigt dværg.

Naive interviews med nuancer
Det påfaldende ved indslaget om Sigrid Hushjord var, hvor påfaldende det ikke var. Hendes højde var åbenlys, og Anders hintede til den i sin introduktion af kvinden, ”som måske ikke er stor af statur, men som er stor af så meget andet”, men den fik aldrig lov at stjæle billedet. 

Det skal Sigrid selvfølgelig selv have en stor del af æren for med sit energiske danserkropssprog og overvældende charme. Fra hun træder ind på scenen (med en kolbøtte hen over sofaen), til hun afslutningsvist forærer Anders en Wunderbaum til bilen (en slags ”touché” på talkshow-sprog), fylder hun ganske enkelt hele rummet ud og er umulig at reducere til en handicapstereotyp.

Men Anders skal også have lidt ære, fordi han med sin naive interviewstil formår at give os et virkelig nuanceret, ustereotypt billede af alle sine gæster. Jeg mistænker selvsagt, at naiviteten er brugt fuldstændig bevidst, og at der bag Anders’ spøgefulde persona banker et stort og, om ikke direkte politisk, så i hvert fald dybt humanistisk hjerte.

På en måde låner vi Anders’ øjne hver fredag aften – for det er ham der vinkler og stiller spørgsmål – og når vi selvfølgelig ser Sigrid som andet og mere end dværg, hænger det altså delvist sammen med, at Anders ser og henleder vores opmærksomhed på dette andet og mere. Det er således hendes skuespil, han først og fremmest spørger ind til. Også da hun selv med et glimt i øjet sætter ord på dét, en del blandt publikum antageligt tænker. Jeg tillader mig lige at gengive ordvekslingen:

ANDERS: “Hvad spiller du i stykket?”
SIGRID: (uden at fortrække en mine) “Jeg spiller en dværg.”
ANDERS: “Jamen, der har de ramt godt, jo… Hvor lang tid tog den casting?”
SIGRID: “Den var faktisk ret hurtigt!”
ANDERS: “Du spiller en dværg, men du skal vel gøre andet end bare at være lav? Du har prøvet at forklare, hvad stykket går ud på, to gange for mig, og jeg forstår det overhovedet ikke endnu.”
SIGRID: “Det gør du heller ikke, efter at du har set det, tror jeg… Men det er meget interessant alligevel! Jeg vil kalde det for en psykedelisk klovneforestilling.”

Et elegant eksempel på, at Sigrids handicap bare var en naturlig del af interviewet, som det var tilladt at spøge med. Hvorefter samtalen drejes ind på det mere interessante, nemlig Sigrids professionelle virke, der – som Anders så fint udtrykker det – indebærer mere end bare at være lav.

Nederst i skærmbilledet siger bjælken også slet og ret Sigrid Hushjord - Skuespiller og danser. Ikke ét ord om højde.

Handicap sættes i en kontekst
Befriende er det også, at da Anders faktisk spørger ind til Sigrids handicap, så spørger han ind til hendes oplevelse af at være dværg i Danmark (sammenlignet med i Norge) i stedet for at spørge, hvordan det er at være dværg, punktum.

Det sidste vil jeg kalde det klassiske essensspørgsmål, der fejlagtigt forudsætter, at et handicap er en fast størrelse, som man kan diskutere fuldstændig uafhængig af kontekst. Men spørgsmål som ”hvordan er det være dværg?”, ”hvordan er det at sidde i kørestol?” eller ”hvordan er det at være lesbisk?” kan man allerhøjst kvittere for med modspørgsmålet: ”Sammenlignet med hvad og i hvilken situation?”

Det forstår Anders tilsyneladende, for han sætter hele konsekvent Sigrids handicap ind i en kontekst, for eksempel da han kommenterer på, at hun både arbejder på teatret og i børne-tv:
 
ANDERS: “Du har jo relativt meget arbejde, når man tænker på, at du er fra Norge – så teknisk set er du jo fremmedarbejder… Og man kunne godt forestille sig, at man ikke kunne få så meget arbejde som skuespiller, når man er dværg, fordi der måske er mange roller, hvor folk siger ‘åh, jamen vi vil have én, der er 1 meter og 70′.”

I stedet for at give fordomsfuldt udtryk for, at det slet og ret er ”flot”, at Sigrid har arbejde trods sin højde, sætter han altså bedriften i relation til fantasiforladte castinger. Det er disse castinger, der kan gøre Sigrids højde til et handicap, ikke højden i sig selv.

Voilá! Det kontekstafhængige handicapbegreb serveret primetime og fuldstændig selvfølgelig for seerne.

Et handicap at være norsk
Når betydningen af handicap gøres afhængige af konteksten, så bliver handicap til nogle ganske relative størrelser. Det bliver svært at definere, hvad der overhovedet tæller som handicap, hvilket Anders faktisk også får tematiseret flere gange.

”Jeg var meget lav også, som barn. Altså, det er de fleste børn jo, men jeg stoppede med at vokse i fem år, indtil jeg begyndte igen. Og det kan jeg da godt ærgre mig lidt over i dag,” siger Anders for eksempel og slører dermed forskellen på handicap og ikke-handicap.

Har Anders haft et midlertidigt handicap? Kan handicaps være midlertidige? Eller er det at være lav bare slet ikke et handicap, hvis han ligefrem ærgrer sig over at være vokset – måske er det snarere et handicap at være høj? Det er helt umuligt at sige, og forvirringen er skøn, fordi den tager livet af den fremmedgørelse der altid med, når nogen dømmes ’handicappede’ til forskel fra andre.

Senere bliver forvirringen total:

ANDERS: “Men altså, hvis vi nu tager – det at være nordmand og det at være lav af vækst, Sigrid, hvad vil du så sige er det største handicap?”
Sigrid slår hånden for munden, ler hjerteligt og får ham til at gentage spørgsmålet.
SIGRID: (eftertænksomt) “Måske er det i Danmark værre at være norsk.”
(…)
ANDERS: (til en musiker) ”Gustav, du er jo også fra- ja, det er jo så Sverige, men det er også deroppe af, og det er du også lidt træt af at høre for nogle gange.”
GUSTAV: ”Ja.”
ANDERS: (til Gustav) ”Du er godt nok ikke så lav, men du har så det med håret, der sådan stritter…”

Så hvad er egentlig et handicap her? At være høj eller lav, norsk, svensk eller have hår der stritter?

Publikums lette latter antyder, at de også for en gang skyld har mistet grebet om definitionerne. For i Anders’ naive(?) talkshow kan man ikke tage dem for givet, men må orientere sig efter noget andet og bruge sine øjne på en ny måde. En Andersk måde, som, jeg kun kan håbe på, vil smitte en smule af…

Se hele talkshow udsendelsen her (indslaget med Sigrid kommer ca. 32 min inde).
Når DRs hjemmeside atter virker korrekt, burde man desuden kunne se selve Sigrids indslag her.

Abonner på denne blog.

Skriv kommentar