Handifikation

Avatar

(Instr. af James Cameron, USA 2009)

BLOCKBUSTER. James Cameron har lavet en teknisk overdådig film - og i et repræsentationsperspektiv er den slet ikke så tosset. Som fabel tilbyder Avatar et eventyrligt, simpelt budskab om at inkludere og lade leve. I den forbindelse træder hovedpersonen Jakes handicap hurtigt i baggrunden.

James Camerons seneste film har delt anmeldere såvel som menige biografgængere. Selv satte jeg mig til rette i biografsalen med forventninger pegende skizofrent i stikmodsatte retninger. Kort forinden havde  jeg talt med to venner, som jeg normalt deler filmsmag med. Den ene hadede Avatar fra ende til anden (eneste plus: 30 sekunders scene, hvor Michelle Rodriguez løber i hvid tank-top), mens den anden lyste af begejstring (universet er fantastisk, historien er fantastisk, Sigourney Weaver er fantastisk!).

Lad mig bare udløse spændingen med det samme: Jeg endte i den lallende jubelbegejstrede grøft.

For mig var Avatar en skøn forening af eventyr og science-fiction med et højaktuelt tema - men den er altså lavet af manden, der skabte Titanic, Terminator II og Aliens. Forvent derfor ikke hverdagsrealisme eller nuancerede psykologiske skildringer, men en kolossal og dyr Mercedes-film; en teknisk overdådig fortælling om store følelser, det gode og det onde (ikke gråzonerne imellem). I dén kategori gør Avatar sig godt.

Og i forhold til medierepræsentation af mennesker med handicap er den faktisk heller ikke så tosset.

Paraplegiker i det ydre rum
Det fremgår allerede af filmens trailer, at hovedpersonen Jake Sully bruger manuel kørestol for at komme omkring. Han er blevet såret i tjeneste som marinesoldat og har siden da været paraplegiker.

Det har sat midlertidigt punktum for hans liv som soldat og i det hele taget. Indtil han bliver kontaktet af en gruppe videnskabsmænd, der er ved at arrangere en ekspedition til en fjern måne kaldet Pandora, hvor mennesker graver efter værdifulde metaller. Jakes tvillingebror, der skulle have deltaget i ekspeditionen, er død, og nu har de brug for en stedfortræder.

Umiddelbart er Jake et bizart bud - han er krigsveterain uden nævneværdig uddannelse - men han er det eneste bud. Genetisk set er han nemlig en tro kopi af sin afdøde tvillingebror og kan derfor overtage broderens ‘avatar’, en hybridkrop, der rummer DNA fra broderen/Jake og fra Pandoras lokalbefolkning. Det første betyder, at Jake kan fjernstyre kroppen via sit eget nervesystem - det andet, at kroppen kan tåle at indånde Pandoras luft.

Ekspeditionens formål er at lære lokalbefolkningen at kende - de er menneskelignende, men blå og tre meter høje og mildest talt ikke begejstrede for menneske-kolonisternes minedrift på Pandora. Dette problem skal ekspeditionen gerne finde en diplomatisk løsning på.

Det er ikke derfor, Jake takker ja. Han takker ja, fordi han ikke har noget bedre at tage sig til.

Handicap som del af personkarakteristik
Det er værd at indskyde, at Jake faktisk ikke er den eneste på Pandora med en synlig skavank: Den benhårde leder af de udstationerede soldater, Oberst Quaritch, har et uskønt, trefingret ar tværsover issen og den ene kind. Han er godt tilfreds med det og har takket nej til en plastikkirugisk “kur”.
For ham er arret en reminder om, hvor grusom og nådesløs Pandoras natur er. For os som publikum bliver det snarere en reminder om, hvor grusom og nådesløs oberst Quaritch er. I dette tilfælde ser vi et “handicap” brugt som et tegn på den afstumpede obersts umenneskelighed.

Man kan godt vælge at tolke Jakes handicap som et tegn, men det har i så fald en helt andet karakter. Det symboliserer snarere menneskelighed (skrøbelighed, sårbarhed osv…) og kun i samspil med faktorer som køn og klasse.
Jake må finde sig i tilråb fra handicapfri soldaterkolleger, fordi han ikke lever op til klassiske idealer for en macho-militærmand. Og hans handicap er direkte forbundet med hans status i samfundet. “De kan lappe ens rygrad sammen, hvis man har penge til det,” forklarer Jake i en voice-over - paraplegi hører underklassen til.

For en gangs skyld skildres handicap altså ikke som individuel, statisk skæbne løsrevet fra socio-økonomisk kontekst. Tværtimod; Jakes handicap er politiseret fra starten og dets betydning ændrer sig afhængigt af Jakes situation i øvrigt.

Handicap som motivation… or not
Mens oberstens ar fungerer som rendyrket tegn, har Jakes handicap også en dramaturgisk funktion. Først indirekte (paraplegi bremsede Jakes militære karriere, så han lige så godt kunne joine ekspeditionen), snart som centralt omdrejningspunkt. Oberst Quaritch frister nemlig Jake over ende: Find Pandoras lokalbefolknings svage punkt og rapportér direkte til mig, så skal jeg sørge for, at du får dine ”rigtige ben” tilbage.

Her bliver handicap brugt som Jakes primære motivation for at handle, som han gør. Han vil af med sin “defekt”, uanset de moralske omkostninger.
Hvor meget længslen efter en handicapfri krop fylder, tydeliggøres i en scene, hvor Jake for første gange afprøver sin avatar-krop. Glæden ved at kunne vrikke med sine tæer bobler over, så han overhører alle ordrer, river sig fri af elektroder og drops og løber barfodet ud i det fri.

Den implicitte opfattelse af, at handicap er en katastrofe, har man ligesom mødt før. Det forfriskende i denne sammenhæng er, at Jake skifter mening!

For på Pandora møder Jake både den romantiske kærlighed (via prinsesse Neytiri) og en langt mere omfattende kærlighed til alt levende. Begge dele er værd at slås for, beslutter han, og også værd at opgive “rigtige ben” for. Derfor dropper Jake sin aftale med obersten for at kæmpe for en vigtigere sag. 

Dermed har handicap udspillet sin dramaturgiske rolle i fortællingen. En langt mere væsentlig motivation tager over for Jake, der omsider har fundet en mission med sin tilværelse. Det har handicap ingenting at gøre med.

Handicap som grundvilkår
I resten af filmen er Jakes handicap slet og ret et grundvilkår for den del af Jakes liv, der foregår i menneskekrop. Det betyder, at hans ben er tyndere end hans arme, og at nogen må løfte ham ombord på en helikopter, men ellers er det fuldstændig irrelevant for historien.

Hvor irrelevant fremgår tydeligst, da Neytiri endelig møder sin Jake i menneskelig skikkelse. Han ligger på dét tidspunkt halvt bevidstløs på gulvet i en laboratoriebunker og har så afgjort et alvorligt handicap, nemlig at han som menneske ikke kan tåle at indånde Pandoras luft direkte. Paraplegi er i den forbindelse totalt underordnet.

Og paraplegi spiller heller ikke nogen rolle for Neytiri. Da hun får givet Jake iltmaske på, så han atter kommer til sig selv og møder hendes blik med egne øjne for første gang, er det alene dét, der er scenens fokus: den ægte, direkte kontakt mellem to levende væsner. I dette møde er forskellen på bevægelige vs. lammede ben bagatelagtigt lille sammenlignet med de iøjefaldende forskelle på tre meter høj, blå Pandora-native og bleg, skrøbelig menneskekrop.

Ingen af delene spiller imidlertid en rolle, for det er kontakten, der er afgørende. Båndet mellem de to besjælede kroppe, ikke forskellene på dem. Derfor hilser de hinanden på pandorask manér med ordene “I see you”.

Et eventyrligt budskab
Nuvel, jeg tænkte da ved mig selv, at det er lidt belejligt, at Jakes avatar er rask og rørig, for et liv som paraplegiker ville nok være svært på Pandora. 
Som i mange andre fortællinger om Utopia, hvor mennesker/rumvæsner lever i harmoni med naturen, klatrer i træer og jager i det fri, synes en fuldt funktionsdygtig krop at være altafgørende.
Og det er en ligelovlig letkøbt løsning, at Pandoras magiske livstræer kan udradere kropslige skavanker.

Men lad nu det ligge. For Avatar er ikke en realistisk fortælling, men en fabel. Og dens eventyrlige og simple budskab er et om at inkludere (Jake bliver medlem i stammen uanset menneske-DNA) og lade leve.

Dét budskab er alt andet end fremmedgørende og kan umuligt forenes med handicapfobi. Eller xenofobi, homofobi, islamofobi eller nogle af alle de andre fobier, der forhindrer os i at få øje på det fællesmenneskelige - fælles jordiske, om man vil - der burde forene os i kampen for altings overlevelse og værdighed på vores skrantende, hårdtprøvede planet.

Abonner på denne blog.

Skriv kommentar