Handifikation

TV2-Nyhederne: Overfaldet i sit hjem

(Indslag i TV2-Nyhederne kl. 19:00, 13. december 2009)

STAKLEN. Som regel opfører jeg en lille glædesdans, når det engang imellem lykkes at nuancere det kropsmæssigt ensartede mediebillede bare en smule. Men synlighed skal ikke være for enhver pris. Det illustrerede et indslag i TV2-Nyhederne kl. 19:00 i går.

Indslaget er et fremragende eksempel på den stereotyp, jeg kalder staklen, der er kendetegnet ved at være fuldstændig omsluttet af sit handicap. Det er synd for staklen, han er defekt, kan faktisk slet ingenting - ud over at blive brugt til at illustrere, hvor onde eller gode vi andre er. De gode er dem, der har medlidenhed med staklen, de onde er dem, der ikke har.

Indslaget taler for sig selv, så for dem, der gik glip af nyhederne, vil jeg gennemgå det fra start til slut. Læsere, der allerede har set indslaget, kan scrolle forbi afsnittet.

Nyhedsindslag: OVERFALDET I SIT HJEM
Nyhedsstudiet. Overskriften “OVERFALDET I SIT HJEM” er blikfang, mens man i øverste højre hjørne aner silhuetten af en mand, filmet i modlys, der gengivet i slowmotion skubber sig frem i en kørestol.
VÆRTEN: “En lam kørestolsbruger blev natten til i dag overfaldet i sit hjem i Kolind af to pistolbevæbnede mænd, et røveri, der har chokeret den lille by på Djursland.”

KOLIND. Vi er nu i landsbyen, som Merle Strand Banggaard, TV2 Østjylland, rapporterer fra. Nærbillede af en låge, der bliver låst.  Derefter ser vi “ofret”, der låser den - han sparker sig frem i sin flisebelagte indkørsel i mauel kørestol.
SPEAKER: “Alt bliver lukket og låst en ekstra gang hos Georg Mathiasen. I aftes blev han udsat for et groft hjemmerøveri. To unge mænd truede ham med en pistol og slog ham så hårdt, at kørestolen væltede.”
Vi ser Mathiasen bakke ind i sin bolig - først nu ser vi hans ansigt.
SPEAKER: “Georg Mathiasen er handicappet og kan ikke tale. Han er stadig chokeret over røveriet, som også påvirker hans nærmeste naboer. Og i eftermiddags gik snakken i det lille kvarter i Kolind.”

Herefter klip til forskellige naboer, der kan se hinanden over lave hække, og udtaler sig fra indkørsler og åbne hoveddøre.
NABOKONE1: “Jeg har det træls med det. Det er da grimt.”
NABOMAND: “Jeg forstår ikke, hvordan de unge mennesker kan finde på sådan noget. For det er simpelthen det laveste, man kan komme.”
NABOKONE2: “For søren, han sidder i kørestol… Han kan jo ingenting, den stakkels mand!”

Vi vender tilbage til Georg Mathiasens hjem, hvor han skubber sig rundt.
SPEAKER: “Efter at de to røvere havde slået Georg Mathiasen omkuld, fandt de et par tusinde kroner og en bankbog i chartollet her. Røveriet er så groft, at det chokerer Østjyllands politi.”

Klip til lokal politikommissær på sit kontor.
POLITIKOMMISSÆR: “At gå ind til en handicappet beboer og vælte ham ud af kørestolen og tage hans penge - det har man ikke ord for.”

Klip tilbage til Kolind, hvor vi ser endnu en politimand blive budt indenfor.
SPEAKER: “Politiet efterlyser de to røvere, der beskrives som danske og mellem 18 og 20 år. I dag afhørte politiet Georg Mathiasens naboer. De håber, at røvernebliver fanget hurtigt.”
NABOMAND: “Man har lyst til at banke dem.”
NABOKONE2: “Jeg tror simpelthen, jeg ville stikke dem sådan én på snuden, så de røg bagover, hvis jeg kunne komme til det!”

Og vi ender i Georg Mathiasens i sin lejlighed, hvor vi i nærbillede ser en hoveddør blive smækket.
SPEAKER: “Georg Mathiasen sørger nu for, at hans hoveddør altid er låst.”

Han kan jo ingenting, den stakkels mand!
Hvad er der nu galt med at skildre et jysk medmenneskes barske vilkår på tv? Er det ikke kun godt, at Hr og Fru Danmark erfarer, at der findes en Georg Mathiasen, og at der findes folk, som ikke ser sig for gode til at udnytte hans situation?
Før jeg svarer på det, vil jeg ridse op, hvad indslaget egentlig fortæller os om Georg Mathiasen og de mennesker, der omgiver ham.

Georg Mathiasen bliver, som jeg nævnte i indledningen, præsenteret som Staklen i indslaget. Det får vi understreget på et utal af måder:

1) Han er sagesløst offer for en forbrydelse, han intet kunne stille op imod. Det gælder principielt de fleste, der bliver udsat for en forbrydelse, men her får vi understreget hans hjælpeløshed flere gange. Han blev væltet ud af kørestolen, fortæller både speakeren og politikommissæren.

2) Hans handicap omslutter ham fuldstændig. Vi aner ikke, hvad han ellers laver, eller hvorfor han bor alene i Kolind - det eneste vi ved om Georg Mathiasen, ud over at han er blevet overfaldet, er at han er “handicappet.” Det bliver faktisk fremhævet fire gange af hhv. værten, speakeren, politikommissæren og en nabokone.
Især sidstnævnte slår hovedet på sømmet: “”For søren, han sidder i kørestol… Han kan jo ingenting, den stakkels mand!” Georg Mathiasen er totalt defekt, handicap hele vejen igennem - han kan ingenting.

3) Han er primært et samtale-objekt i indslaget. Naboerne, speakeren, værten og politikommissæren taler om Georg Mathiasen - selv får han aldrig taletid. Ganske vist kan han ikke tale, men antageligt kan han kommunikere på en eller anden måde, som man kunne benytte sig af.

Objekt-effekten understreges af den måde, indslaget er skruet sammen på. Først et stykke inde i indslaget hører vi hans navn (han introduceres først slet og ret som “lam kørestolsbruger), og der går endnu længere tid, før vi ser hans ansigt. Første nærbillede af ham er desuden filmet oppefra, så vi ikke ser ham i øjnene, men mest har udsigt til hans isse:

4) Det er synd for ham. Det siger sig selv - han er jo blevet overfaldet - men skulle nogen tv-seere være særligt langsomtopfattende, så får de det understreget af både naboer (”den stakkels mand!”) og en politikommissær.

Indslaget har altså et offer (Staklen), men en god historie kræver også skurke og helte.
Skurkene er lette at få øje på - det er de to 18-20 årige, der overfaldt Georg Mathiasen. De er ekstra skurkagtige, fordi de har overfaldet en Stakkel - det skærer de mange kommentarer ud i pap, ikke mindst fra politikommissæren (”det har man ikke ord for”.)
Helte i traditionel forstand er der ikke nogen af, eftersom Georg Mathiasen ikke blev reddet, og skurkene stadig er på fri fod - men der er i hvert fald “de gode”, som er alle dem, der har ondt af Georg Mathiasen og gerne ville give skurkene en omgang bank. Det er med andre ord naboerne, politiet - og formentlig seerne.

En nyhed af national interesse
Det bringer mig til det, der undrer mig såre: Hvad skal seerne bruge det her indslag til? Hvorfor har nogen vurderet, at overfaldet på Georg Mathiasen i Kolind har national interesse?

For hvad har vi i grunden lært af det? At en mand i kørestol er blevet overfaldet af nogle unge, og at den slags er forargeligt og forfærdeligt. Det sidste kan vi vel alle være enige om, og det kunne vi også uden at kende Georg Mathiasen.
Hans historie ændrer altså ingenting i os, og den ændrer heller ikke på det samfund, vi er en del af. For den er fuldstændig uden kontekst - vi ved ikke, hvorfor de unge overfalder en enlig mand, vi ved ikke, hvorfor Georg Mathiasen overhovedet var alene. Derfor kan vi ingenting gøre for at forhindre, at noget lignende skulle ske et andet sted, og vi kan ingenting gøre for at forbedre Georg Mathiasens situation. Vi kan udelukkende blive enige om, at de unge er nogle skurke, og at det er synd for Georg Mathiasen.

Og det er måske denne enighed, der er pointen med indslaget. Det er følelsmæssigt oprørende, men sætter ikke gang i en potentielt splidsskabende politisk debat om fx årsager til ungdomskriminalitet eller ensomhed blandt mennesker med handicap.
Det bekræfter bare status quo ved at inddele verden i de gode (os!), de onde, og Staklerne (med handicap), som ikke rigtig hører til i nogen af lejrene. De taler jo ikke, de bliver omtalt; de handler ikke, de bliver handlet med. Men ved at give os mulighed for at demonstrere, at vi er sammen om at ville det gode, gør de en uvurderlig indsats for den danske fællesskabsfølelse, der ellers har det hårdt for tiden. Det fællesskab betaler de Staklens pris for - at de aldrig selv kan komme med i det på nogen ligeværdig måde.

Abonner på denne blog.

Skriv kommentar