Handifikation

Stereotypernes vagtparade

(artiklen er delvist skrevet på baggrund af et oplæg, som jeg holdt i Muskelsvindfondens regi februar 2007)

En række handicapstereotyper synes at gå igen og igen i film og medier. I denne artikel gennemgår jeg en håndfuld af de mest almindelige, diskuterer, hvorfor de er værd at være på vagt overfor, og hvad man kan gøre ved dem.

Følelsen af deja-vue er ofte overvældende, når en fiktiv karakter eller et virkeligt menneske med et handicap i ny og næ toner frem på tv-skærmen eller biograflærredet. Uanset medie- og programtype synes de fleste fortællinger om mennesker med handicaps at være bygget op omkring et meget begrænset antal skemaer, der typisk har selve handicappet som omdrejningspunkt. Selv virkelige, tredimensionelle personer bliver pludselig så flade som påklædningsdukker - stereotyperne har taget over!

Stereotyper og skematiske fortællinger - fordele og ulemper
Stereotyper, hvad enten det drejer sig om mennesker med handicaps eller andre samfundsgrupper, er uden tvivl udbredte, fordi de giver nogle fortællemæssige fordele. Hvis man fx vil lade et publikum ane, at en karakter i en film er bøsse, så er det let at udstyre ham med en lyserød mobiltelefon og løse håndled - budskabet går i gennem på få sekunder, uden at man behøver at bruge plads i manuskriptet på det. Stereotypen er med andre ord effektiv. Ikke fordi den nødvendigvis afspejler virkeligheden, men fordi den er alment vedtaget som virkelighed. Selv hvis man ikke accepterer sandhedsværdien af stereotypen, vil de fleste alligevel forstå, hvad den forsøger at signalere.

Der er nogle, der hylder stereotyper i den forstand, at de netop kan fungere som en slags stenografi og bruges til at formidle et budskab effektivt. I forhold til minoriteter er der også nogle, der påpeger, at I og med at stereotyper typisk tydeliggør forskelle, kan de faktisk være med til at bane vej for mangfoldighed. Hvis man ikke udstyrede bøssen med løse håndled, så ville mange heteroseksuelle seere måske aldrig opdage, at han faktisk var bøsse, men via stereotypen konfronteres de med det, der er anderledesm og tvinges altså til at forholde sig til det.

Andre, deriblandt jeg selv, mener imidlertid, at at man skal være absolut på vagt over for stereotyper, fordi de let kan blive forvekslet med virkeligheden. De understreger muligvis forskellighed, men kun ved at tvinge folk i præfabrikerede kasser, der ikke har meget med virkelig mangfoldighed at gøre. En reel risiko er, at stereotyperne kommer til at blokere for nuancer i politisk diskussioner, hvis man ikke længere er i stand til at få øje på de virkelige, tredimensionelle mennesker, der berøres af en sag: Det hæmmer den den identifikation, der er alfa og omega for at få politisk støtte - det er svært at identificere sig med en papfigur - og det tager ofte autoritet fra den, der reduceres til sterotyp (jeg vil mene, at de seneste års indvandrerdebatter er et strålende eksempel).

Tæt knyttet til sterotyperne er de skematiske fortællinger, der indgår i. Her gælder samme dobbelthed: På den ene side er her tale om effektiv historiefortælling, og derfor ser man dem typisk i deres reneste form i nyhedsindslag, der er hurtigt produceret og skal formidle et budskab på få minutter. Men risikoen er igen, at nuancer går tabt, og at alternative fortællinger enten med vold og magt presses med i et velkendt skema eller simpelthen ikke fortælles.

Stereotypernes vagtparade
Stereotyper kan bygge på bevidste valg fra journalister og filmfolks side (”historien kan blive en ægte tåreperser, som folk vil elske” etc.), men behøver ikke at gøre det. Hvis man som manuskriptforfatter ikke selv kender et menneske med handicap, så trækker man typisk på viden, man har fra film og medier - på den måde kommer fortællingerne om handicap til at citere hinanden, og stereotyper cementeres.

I det følgende vil jeg gennemgå en række af de mest almindelige handicapstereotyper - staklen, barnet, den særlige, taberen, brokkehovedet og dæmonen. Varianter af de fleste af dem figurerer også i forhold til andre minoriteter, men jeg vil koncentrere mig om handicapvarianterne.

STAKLEN
Det er synd for STAKLEN, at han har et et handicap. Han fremstilles som offer, ensom og uelsket, mere eller mindre fysisk eller psykisk defekt og ude af stand til at at ændre på sin situation. Han kan ikke gøre for det, og der er ikke meget at gøre ved det. Når STAKLEN bringes på bane, kan det godt føre gode ting med sig. Klassisk velgørenhed bygger for eksempel på opfattelsen af mennesker med handicaps som stakler, som man skal have ondt af og kan donere nogle penge til. Ønskefonden, der opfylder ønsker for kronisk eller dødeligt syge børn, kunne være et nutidigt eksempel på en organisation, der opererer med dette grundsyn.

STAKLEN får absolut velvilje, men primært i form af medlidenhed. Den hjælp, staklen får, er en slags almisse, der forudsætter, at der er et hierakisk skel mellem staklen og alle andre: Han er ikke ligeværdig borger på nogen måde.
Dette skel bliver legitimeret i kraft af, at han er stakkel - det er hans skæbne, et grundvilkår, som der ikke kan ændres på. Fejlen sidder i staklens krop, ikke i samfundet, som der derfor ikke er spor grund til at lave om på. Staklen er derfor politisk set mega problematisk.

Medieeksempler på STAKLER:
- Ligger mellem linierne, når karakterer med handicaps lider (martyr)døden i spillefilm som Simon Birch (instr. af Mark Steven Johnson, USA 1998) eller Mask (instr. af Peter Bogdanovich, USA 1985)
- Drengene med muskelsvind i Kaare Sands dokumentarfilm Min krop forsvinder. Titlen siger ligesom det hele…
- De kvinder med handicaps, der myrdes i Mørke (instr. af Jannik Johansen, Danmark 2005)- det ligger nærmest mellem linierne, at døden er en slags lettelse! (her er også spor af BARNET i kraft af kvindernes naivitet, og når vi får at vide, at de “naturligvis” ikke har sex)

BARNET
Mongoler er så søde, ikke? Det er lidt kært, når Morten og Peter snakker om politik og ikke kan udtale navnene helt rigtigt…
BARNET er en stereotyp, der især bruges til at karakterisere menneske med intellektuelle handicaps - men ikke udelukkende. Jeg har fx personligt oplevet at blive klappet på hovedet af vildt fremmede mennesker længe efter, at jeg nåede over den seksuelle lavalder. Samtidig er BARNET underforstået, når diverse medier fremstiller mennesker med handicaps som aseksuelle - altså uskyldige og naive som et barn.

Ligesom STAKLEN kan BARNET godt få velvilje, men igen i en politisk set problematisk form. Børn er søde og sjove, men har ingen autoritet! Man behøver ikke at tage deres udsagn særligt alvorligt, og det er jo uheldigt, hvis man forsøger at få en politisk pointe igennem.

Medieeksempler på BARNET:
- Nina i X Factor, der ikke får lov at præsentere sig selv og tales ned til af værten (der er dog også en god portion af STAKLEN og DEN SÆRLIGE i indslaget)
- Ligger mellem linierne, når demonstranter med handicap i nyhederne fremstilles som dagens muntre cirkusindslag… og er i det hele taget nært beslægtet med KLOVNEN, som jævnligt fungerer som comic sidekicks i spillefilm.

DEN SÆRLIGE
”Hvor er det flot!” siger læreren til Birgit på 16, der netop har malet en krusedulle med munden. Det ligner respekt, men tag ikke fejl: Birgit bliver ikke vurderet efter samme kriterier som sine gymnasiekammerater, hun bliver ikke betragtet som ligeværdig, og derfor er rosen faktisk nedladende og gør det klokkeklart, at Birgit er anderledes. Det er et problem, for så kan vi ikke identificere os med hende og forstå, at hun skal have samme muligheder som os.

Medieeksempler på DEN SÆRLIGE:
- Nyhedsindslag på DR d. 23.01.09 om Diana, der kun er nr. to i Danmark med et alvorligt synshandicap, som skriver en phd. Ved kun at fokusere på Dianas handicap og ikke engang afsløre phd’ens emne gør indslaget det tydeligt, at Dianas bedrift skal måles efter en særlig handicapmålestok (især fordi indslaget ikke går ind i, hvilke politiske og praktiske forhold, der er årsagen til, at så få med synshandicap skriver phd’er - i så fald ville her være tale om oprigtig anerkendelse af, at Diana har trodset ekstra forhindringer, men i øvrigt er som alle andre mennesker)
- De klassiske “ugens glade krøbling“-historier, der er udbredte i blade som Ude og hjemme. Her ser vi klassisk skematiske fortællinger om “én, der klarer sig på trods”

Der findes en varant af stereotypen: DEN SÆRLIGE SOM UNDTAGELSE, der bekræfter reglen.
Her kan identifikation sagtens være til stede, men den bliver apolitisk, fordi den holdes på det individuelle niveau. Frem for at revidere kategorien “mennesker med handicaps” og de fordomme, der er knyttet til den, hiver man slet og ret DEN SÆRLIGE ud af kassen. På den måde kan man sagtens have respekt for en medstuderende i kørestol og alligevel fastholde forestillingen om, at alle de andre ”handicappede” sidder derhjemme og ser videofilm.

TABEREN
TABEREN minder om STAKLEN - han er på alle måde defekt, og fejlen sidder i ham, ikke i samfundet - men denne gang mødes han ikke med nogen form for velvilje. Ingen har ondt af taberen; han er slet og ret besværlig, et problem for sin omverden, og det ville egentlig være bedst, hvis han bare forsvandt. Vi ser grelle eksempler på TABEREN med handicap i fx Kina, hvor mennesker med handicap gemmes væk eller slet og ret aflives. I Danmark figurerer den heldigvis sjældent som handicapstereotyp i hverken fakta eller fiktion - derimod rammer den af og til bistandsklienter, stofmisbrugere og mennesker med anden etnisk baggrund.

BROKKEHOVEDET
Brokkehovedet er ikke som sådan en selvstændig stereotyp forstået på den måde, at den ikke udgør en hel identitet. Brokkehovedet er altid flertallets modreaktion, som kan ramme et medlem af en minoritet, der vover at stille krav. Formålet er at udskadeliggøre saglige argumenter ved at reducere dem til brok. På den måde sørger brokkehoved-stereotypen for, at ingen tager personens politiske krav alvorligt.

I handicapsammenhæng går den typisk hånd i hånd med en af de andre handicapstereotyper:

Brokke-Staklen: ”Det er også synd for jer, at I ikke kan komme ind i bygningerne – vi føler med, men vi kan ikke ændre på situationen. Det er hårdt at have et handicap.”

Brokke-Taberen: ”Han er en bitter gammel mand, der projicerer sine frustrationer over at være handicappet ud på alverden.”

Brokke-Barnet: ”Hun opfører sig som en umoden og forkælet lillepige, der ikke forstår, at alle ikke kan indrette deres liv og færden efter hendes hoved.”

Medieeksempler på BROKKEHOVEDET finder man i mange politiske debatter, fx omkring tilgængelighed.

DÆMONEN
Endnu en smart afledningsmanøvre, der ligesom BROKKEHOVEDET kan sørge for, at politiske fremstår som absurde. De har intet med reelle samfundsproblemer at gøre, de er en bitter galnings vanvittige krav!
Men til forskel fra BROKKEHOVEDET er DÆMONEN ikke fuldstændig uskadelig. De kan begge være bitre, men kun DÆMONEN reagerer udad. Han er nemlig vred på den irrationelle, utilregnelige måde og kan ty til hævntogter og destruktion.

I teorien kunne DÆMONEN føre til politiske forandringer – for den implicitte trussel om, at en uretfærdigt behandlet minoritet kunne gå hen og gøre oprør er måske ind i mellem udmærket til at sætte skub i tingene. Men den er sjældent forenelig med en saglig, ligebyrdig politisk debat (se bare ungdomshusforkæmperne)

Medieeksempler på DÆMONEN:
- Superskurke som Pingvinen i Batman Returns eller Elijah Price i Unbreakable
- Tankegangen er at spore den prostitutionsdebat, der ind i mellem har fremstillet mænd med handicaps som perverterede sexmonstre.

Muligheder for modstand: Hvad kan vi stille op med stereotyper?

Vi kan først og fremmest bruge stereotyperne til at blive opmærksom på, at de er netop dét - klichéfyldte, endimensionale papfigurer, der ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.

Når vi får øje på dem i film og fjernsyn kan vi råbe op og protestere. Og når vi opdager, at nogen er ved at tvinge os ned i en stereotyp kasse, kan vi gøre modstand via mindst tre strategier:

1) Undgå at fodre stereotypen yderligere. Hvis man er havnet i barnerollen, gælder det om ikke at fremføre barnlige argumenter eller lægge hovedet nuttet på skrå.

2) Handle direkte modsat i forhold til den tildelte stereotyp - hvis man er blevet stemplet “brokkehoved”, kan man agere overdrevet imødekommende og positiv

3) “Gå meta” – dvs. se diskussionen oppefra og gøre opmærksom på, at en stereotyp er i spil, så den på den måde mister sin kraft.

Andre perspektiver på stereotyper:

For en mere positiv udlægning af stereotyper, læs fx Richard Dyers tekst “Seen to Be Believed” eller “The Function of Stereotypes”.

Begge tekster fokuserer hovedsageligt på seksuelle minoriteter, og problematikken kan efter min mening ikke helt overføres, idet seksualitet - i modsætning til mange handicaps - ikke kan ses, med mindre den ekspliciteres (på mere eller mindre firkantet facon). For Dyer er stereotyper altså til dels en forudsætning for repræsentation. Hvis en karakter ikke udstyres med alment vedtagne “tegn” på homoseksualitet, vil de fleste tv-seere læse dem som heteroseksuelle. Men den retfærdiggørelse af stereotyper gælder naturligvis ikke karakterer med handicaps, der allerede bærer anderledeshed uden på tøjet.

Dyer hævder imidlertid også, at stereotyper er langt mindre simple, end vi ofte antager - selv stereotypen om en dum blondine siger jo ikke bare noget om hendes udseende, men også om kønsroller og (bestemte) kvinders plads i samfundet. Dette argument kunne man helt sikkert overføre på handicapstereotyper.
…jeg er bare ikke enig i det, for en forudsætning for, at nogen skal få øje på alle disse implicitte og potentielt politiske aspekter af en stereotyp, er, at folk genkender dem som netop ikke-virkelige stereotyper. Og hvis man aldrig har mødt andet end stereotype fremstillinger af mennesker med handicaps, hvordan skulle man så være i stand til at dekonstruere dem?

Abonner på denne blog.

Skriv kommentar