Handifikation

Dokumentar: Men jeg vil ikke bytte…

(Danmark 2008, produceret af Lars Feldballe Petersen og Malene Gerd Petersen, Film og TV Compagniet)

SØSKENDE. DR viste for nylig en kort og overraskende nøgtern tv-dokumentar om, hvordan det kan være at have en bror eller søster med et handicap.

Jeg havde allerede spændt mavemusklerne, inden jeg tændte for fjernsynet - parat til at tage imod det metaforiske knytnæveslag i mellemgulvet, som jeg efterhånden forventer at få, hver gang de danske medier har handicap på programmet. Men for en gangs skyld viste min bekymring sig at være ubegrundet.

Dokumentarfilmen følger tre forskellige søskendeflokke, og det er også vidt forskellige handicaps, der er tale om. Begge dele betyder, at vi bliver præsenteret for en række meget forskellige fortællinger om det at være søskende til et barn med handicap. Det er en klar styrke ved filmen - at den ikke forsøger at gennemtvinge ét bestemt narrativ.

Modne, reflekterede søskende
En historie handler om Nadine på 13 og Mathias på 11, hvis lillebror, Magnus, har den ekstremt sjældne diagnose Proteus syndrom. Her er akutte og jævnlige hospitalsindlæggelser hverdag, og for de “raske” søskende fylder det konstante alarmberedskab en hel del. Alvorlige tanker a la “dør lillebror lige pludselig?” spøger, og især Nadine er muligvis blevet modnet hurtigere end de fleste 13årige på den konto.

Når hun fortæller, at hun jo nok tolererer mere fra hans side end de fleste søstre, fordi hun under ham den sociale kontakt, som han ikke har lige så let adgang til som andre børn, er hun et lysende eksempel på det bedste og værste ved at være søskende til et barn med et alvorligt handicap: På den ene side tilsidesætter hun jævnligt egne behov og giver fx afkald på privatliv med veninder - på den anden side er hun i ung alder ualmindeligt ansvarsfuld og empatisk og reflekteret omkring begge dele.

Hvor mange coachingkurser ville diverse mellemledere ikke poste penge i for at lære alt dét??

Umulige søskendeforhold - og dem, der ikke er så anderledes
Helt anderledes er 11årige Andreas fortælling om forholdet til tvillingebroren Sebastian med autisme. Hun beretter om, hvordan broren var så krævende, at det gik ud over hendes skolegang og trivsel - og forældrene har taget konsekvensen af det ved at lade Sebastian bo på en institution det meste af tiden.

Andreas og Sebastians historie handler meget om afsavn: Andreas afsavn i form af manglende forældretid og overskud, der fører til at Sebastian må flytte hjemmefra. Og siden hendes savn af broren, da han ikke længere bor hjemme. Sebastians afsavn berøres derimod aldrig - men personligt kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er et nærmest uløseligt dilemma. Hvilken søskende skal man prioritere, når det nødvendigvis vil være på den andens bekostning?

Anderledes hverdagsagtige er de problemer, som Jens på 8 og Helene på 14 år må tackle i forhold til deres 15årige storesøster med Down’s Syndrom. Jovist; Jens er ind i mellem bange for sin storesøsters til tider voldsomme adfærd - hun kan finde på at slå! Og ja, det er måske nok lidt usædvanligt hendes alder taget i betragtning, men ellers ganske normalt, at storesøster ikke finder sig i, at lillebror frejdigt nægter at forlade hendes værelse. Det helt “almindelige” kommer også til udtryk, når Helene holder tale om sin storesøster til sin egen konfirmation. Her fylder handicap ingenting, og Helene siger det så fint selv: At have en søster med handicap til sin konfirmation er ikke spor anderledes - det er at have en søster, som er der for én!

Fordele og farer ved “fluen på væggen”-metoden
Men jeg vil ikke bytte… er en klassisk tv-dokumentar af 30 minutters varighed, der kombinerer interviews med “fluen på væggen”-sekvenser, hvor vi ukommenteret overværer almindelige søskendesituationer.
Resultatet er nøgtern realisme, blottet for melodramatisk baggrundsmusik, og børnene får tilsyneladende lov til at styre slagets gang og definere deres egne historier. Det er en klar styrke ved filmen.

Den selvsamme umiddelbarhed er imidlertid også en svaghed ved filmen - det hele virker så “ægte”, at man næsten glemmer, at her er tale om en fabrikeret film. Kamerholdet bliver i baggrunden, men påvirker muligvis situationer alene ved at være til stede - og hvem ved, om det er Jens’ egen idé at forstyrre sin søster på værelset?

På samme måde er det let at glemme, at der har været en interviewer til stede, som har hjulpet børnenes fortællinger på vej ved at stille spørgsmål - de er nemlig klippet fra. Fylder afsavn meget hos Andrea, fordi det er hendes virkelighed, eller fordi det er den problemstilling journalisten har anet og spurgt ind til?

Endelig er det filmens præmis, at det er de “raskende” søskende, der får ordet. Det betyder , at søskende med handicap stort set kun figurerer som nogen man taler “om”, ikke “med”, og at “handicap” bliver deres mest centrale karaktertræk.

Filmens valg af vinkling fører skam gode ting med sig - en fokuseret film, hvor yderst unge medvirkende leverer mange fine pointer. Og det er absolut relevant og nødvendig at sætte fokus på de “raske” søskendes oplevelser.
Jeg glæder mig bare til, at nogen laver en film, der på samme nøgterne manér tør at belyse begge sider af søskendeforhold, hvor handicap er et grundvilkår.

For det er vel det allervæsentligste ved søskendeforhold - gensidigheden.

Abonner på denne blog.

Skriv kommentar