DR’s X Factor
DRs X Factor importeret fra USA
RINGE PUBLIC SERVICE. X Factor er blevet hyldet for at vise et etnisk mangfoldigt Danmark på en ligefrem manér. Men når handicap skildres, skorter det ikke på klichér og melodramatiske virkemidler.
Jeg ville egentlig have skrevet om Ninas audition i X factor for længe siden, men kom af en eller anden grund fra det. En avisartikel forleden fik atter hendes audition til at træde klart frem i min erindring, og den fortjener fortsat en kommentar.
I artiklen Her kan de andre være sig selv (Information d. 23.01.09) kalder Johanne Mygind X Factor for et integrationsshow, hvor ’de andre’ kan være sig selv. ‘De andre’ her forstået som deltagere i programmet, der har en anden etnisk baggrund end dansk - de får nemlig lov til at slippe for at forholde sig til hudfarve og kan koncentrere sig om deres eventuelle talent.
Kroppe er aldrig neutrale
Det er fordi, man i X factor kan satse på ”kroppens kompetencer”, og de trumfer alle kulturelle koder, forklarer Mygind. Hun glemmer imidlertid, at kroppe i sig selv er kulturelt kodede, for eksempel hvis de er indrettet på en måde, der udløser stemplet ”handicappet”.
Det var Nina Schneidermanns audition i en tidligere X Factor-runde et præmieeksempel på.
På baggrund af solbriller og stok kunne selv særligt tungnemme seere slutte, at Nina var blind. Ikke desto fandt værten det nødvendigt at italesætte det først for publikum, siden for dommerne, som gjorde Ninas synshandicap hende ude af stand til at præsentere sig selv: “Dette er Nina, og Nina er blind, men hun vil gerne synge for jer.”
Og det gjorde hun så, og imens det stod på, zoomede kamerafolkene ind på hendes hånd, der knugede blindestokken, og der krydsklippedes til en grådkvalt Lina Rafn. ”En stor menneskelig oplevelse”, kaldte dommerne hende, og Blachman mente, at man som blind bare må elske musik.
Handicapstereotyper stjæler billedet
Handicapstereotyperne stod simpelthen i kø: Nina var på én gang staklen (”glasagtigt skrøbelig” og lige til at tude over), barnet (”Nina, der er noget med, at du ikke vil følges ind ad din mor?” siger værten lidt for sødt, inden Nina følges ind), den særlige (ikke talentfuld efter almindelig, flabet X Factor-målestok, men “en stor menneskelig målestok”). Hun fungerede både som følelsespornografisk indslag og en slags ugens glade krøbling (”Nåh, Nina? Hvordan var det? Var det vildt??” spørger værten eksalteret, som om en audition, der aldrig fører til mere, må være højdepunktet i en blind teenagers liv).
I Ninas tilfælde fik handicap med andre ord lov til at stjæle billedet på præcis samme måde, som etnicitet ofte gør det i andre programmer. Mygind har muligvis ret i, at hvad hudfarve angår, signalerer X Factor gryende mediemangfoldighed. Men den forbliver altså ’skin deep’, når DR fortsat fremstiller et handicap som det væsentligste træk ved den person, der har det.
På en public service-kanal, der skal sikre aldsidighed aka mangfoldighed i programfladen er det simpelthen for ringe.
Abonner på denne blog.
Om sidens forfatter:
02.02.2009 klokken 23:45
Læs et interview med Nina fra Dansk Blindesamfunds hjemmeside: http://www.dkblind.dk/livet_som_blind/blinde_fortaeller/det-er-grineren-at-blive-genkendt-paa-gaden
Nina siger flere fine ting - når hun påpeger, at musik er noget, som mennesker kan tale sammen om, uanset om de kan se eller ej, er hendes implicitte pointe, at handicap ikke altid betyder særligt meget.
Det er bare så vildt ærgerligt, at hendes budskab drukner i DRs forfærdelige og nedladende behandling af hende, og faktisk er der en snert af samme tendens i selveste Dansk Blindesamfunds egen artikel!! Den ligger efter min mening lige mellem linierne, når de adskillige gange refererer til hende som “den blinde pige Nina”. Lyder cirka som titlen på tragisk HC Andersen-fortælling…
27.07.2009 klokken 11:23
kære sarah,
jeg ville egentlig bare sende dig en email, men kunne ikke finde noget link til hvordan man kunne kontakte dig på bloggen (er det mon med vilje?).
anyway, jeg hørte det interessante interview med dig på “klubværelset” og synes det er en supergod idé at lave sådan en blog her. i den forbindelse kom jeg i tanke om filmen “beeswax” af andrew bujalski, som jeg så på filmfestivalen i berlin i år. udover at det var en ret fin, humoristisk og velspillet film, gjorde det indtryk på mig, at den ene af de to hovedrolleindehavere - to søstre - sad i kørestol og at dette ikke på noget tidspunkt blev tematiseret i filmen. hun sad tilfældigvis i kørestol, og ellers var det historien om den forretning, hun var medejer af, forholdet til ekskæresten (som man i øvrigt ser hende have sex med) og til søsteren, som var det bærende element. jeg synes det var interessant, som én der ikke selv har et handicap, at opleve hvordan denne lille film flyttede ved min forestilling om handicappede og livet som handicappet. samtidig med, at det at kvinden var handicappet rykkede totalt i baggrunden og jeg undervejs i filmen ikke tænkte over det. det blev fuldstændig normaliseret kan man sige.
jeg tror desværre ikke filmen kommer i biograferne i europa, men hvis du på en eller anden måde kan få fingrene i den, kan jeg varmt anbefale den.