DR: Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen
(Indslag i DR’s Det nye talkshow med Anders Lunds Madsen 5. marts 2010)
Det nye talkshow optages i Hofteatret bag Christiansborg
EKSEMPLARISK. Man skal huske at rose, det nogen har fortjent det, og det har Anders Lund Madsen for sit skæve og uhøjtidelige talkshow, der om noget formår at favne farverig forskellighed. I fredags var en af gæsterne skuespilleren og danseren Sigrid Hushjord, der desuden er nordmand og dværg.
“Er der slet ingen gode eksempler?” blev jeg for nylig spurgt i et interview om medierepræsentation, og jeg svarede prompte, at selvfølgelig er der det! Faktisk bød weekenden på et helt eksemplarisk af slagsen, der absolut fortjener at blive fremhævet, nemlig et indslag i Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen.
Talkshowet er nærmest i sig selv en hyldest til mangfoldighed, idet Anders ynder at invitere ikke bare smækre kendisser, men ret forskellige mennesker. I fredags interviewede han for eksempel også en bedaget hofreporter, og selvom det unægtelig er en sjov beskæftigelse anno 2010, så blev joken aldrig på hendes bekostning. Det samme gjaldt interviewet med norske Sigrid Hushjord, der er professional danser og skuespiller, pt. aktuel i Big Wheel Café på Nye Aveny, og i øvrigt dværg.
Naive interviews med nuancer
Det påfaldende ved indslaget om Sigrid Hushjord var, hvor påfaldende det ikke var. Hendes højde var åbenlys, og Anders hintede til den i sin introduktion af kvinden, ”som måske ikke er stor af statur, men som er stor af så meget andet”, men den fik aldrig lov at stjæle billedet.
Det skal Sigrid selvfølgelig selv have en stor del af æren for med sit energiske danserkropssprog og overvældende charme. Fra hun træder ind på scenen (med en kolbøtte hen over sofaen), til hun afslutningsvist forærer Anders en Wunderbaum til bilen (en slags ”touché” på talkshow-sprog), fylder hun ganske enkelt hele rummet ud og er umulig at reducere til en handicapstereotyp.
Men Anders skal også have lidt ære, fordi han med sin naive interviewstil formår at give os et virkelig nuanceret, ustereotypt billede af alle sine gæster. Jeg mistænker selvsagt, at naiviteten er brugt fuldstændig bevidst, og at der bag Anders’ spøgefulde persona banker et stort og, om ikke direkte politisk, så i hvert fald dybt humanistisk hjerte.
På en måde låner vi Anders’ øjne hver fredag aften – for det er ham der vinkler og stiller spørgsmål – og når vi selvfølgelig ser Sigrid som andet og mere end dværg, hænger det altså delvist sammen med, at Anders ser og henleder vores opmærksomhed på dette andet og mere. Det er således hendes skuespil, han først og fremmest spørger ind til. Også da hun selv med et glimt i øjet sætter ord på dét, en del blandt publikum antageligt tænker. Jeg tillader mig lige at gengive ordvekslingen:
ANDERS: “Hvad spiller du i stykket?”
SIGRID: (uden at fortrække en mine) “Jeg spiller en dværg.”
ANDERS: “Jamen, der har de ramt godt, jo… Hvor lang tid tog den casting?”
SIGRID: “Den var faktisk ret hurtigt!”
ANDERS: “Du spiller en dværg, men du skal vel gøre andet end bare at være lav? Du har prøvet at forklare, hvad stykket går ud på, to gange for mig, og jeg forstår det overhovedet ikke endnu.”
SIGRID: “Det gør du heller ikke, efter at du har set det, tror jeg… Men det er meget interessant alligevel! Jeg vil kalde det for en psykedelisk klovneforestilling.”
Et elegant eksempel på, at Sigrids handicap bare var en naturlig del af interviewet, som det var tilladt at spøge med. Hvorefter samtalen drejes ind på det mere interessante, nemlig Sigrids professionelle virke, der – som Anders så fint udtrykker det – indebærer mere end bare at være lav.
Nederst i skærmbilledet siger bjælken også slet og ret Sigrid Hushjord - Skuespiller og danser. Ikke ét ord om højde.
Handicap sættes i en kontekst
Befriende er det også, at da Anders faktisk spørger ind til Sigrids handicap, så spørger han ind til hendes oplevelse af at være dværg i Danmark (sammenlignet med i Norge) i stedet for at spørge, hvordan det er at være dværg, punktum.
Det sidste vil jeg kalde det klassiske essensspørgsmål, der fejlagtigt forudsætter, at et handicap er en fast størrelse, som man kan diskutere fuldstændig uafhængig af kontekst. Men spørgsmål som ”hvordan er det være dværg?”, ”hvordan er det at sidde i kørestol?” eller ”hvordan er det at være lesbisk?” kan man allerhøjst kvittere for med modspørgsmålet: ”Sammenlignet med hvad og i hvilken situation?”
Det forstår Anders tilsyneladende, for han sætter hele konsekvent Sigrids handicap ind i en kontekst, for eksempel da han kommenterer på, at hun både arbejder på teatret og i børne-tv:
ANDERS: “Du har jo relativt meget arbejde, når man tænker på, at du er fra Norge – så teknisk set er du jo fremmedarbejder… Og man kunne godt forestille sig, at man ikke kunne få så meget arbejde som skuespiller, når man er dværg, fordi der måske er mange roller, hvor folk siger ‘åh, jamen vi vil have én, der er 1 meter og 70′.”
I stedet for at give fordomsfuldt udtryk for, at det slet og ret er ”flot”, at Sigrid har arbejde trods sin højde, sætter han altså bedriften i relation til fantasiforladte castinger. Det er disse castinger, der kan gøre Sigrids højde til et handicap, ikke højden i sig selv.
Voilá! Det kontekstafhængige handicapbegreb serveret primetime og fuldstændig selvfølgelig for seerne.
Et handicap at være norsk
Når betydningen af handicap gøres afhængige af konteksten, så bliver handicap til nogle ganske relative størrelser. Det bliver svært at definere, hvad der overhovedet tæller som handicap, hvilket Anders faktisk også får tematiseret flere gange.
”Jeg var meget lav også, som barn. Altså, det er de fleste børn jo, men jeg stoppede med at vokse i fem år, indtil jeg begyndte igen. Og det kan jeg da godt ærgre mig lidt over i dag,” siger Anders for eksempel og slører dermed forskellen på handicap og ikke-handicap.
Har Anders haft et midlertidigt handicap? Kan handicaps være midlertidige? Eller er det at være lav bare slet ikke et handicap, hvis han ligefrem ærgrer sig over at være vokset – måske er det snarere et handicap at være høj? Det er helt umuligt at sige, og forvirringen er skøn, fordi den tager livet af den fremmedgørelse der altid med, når nogen dømmes ’handicappede’ til forskel fra andre.
Senere bliver forvirringen total:
ANDERS: “Men altså, hvis vi nu tager – det at være nordmand og det at være lav af vækst, Sigrid, hvad vil du så sige er det største handicap?”
Sigrid slår hånden for munden, ler hjerteligt og får ham til at gentage spørgsmålet.
SIGRID: (eftertænksomt) “Måske er det i Danmark værre at være norsk.”
(…)
ANDERS: (til en musiker) ”Gustav, du er jo også fra- ja, det er jo så Sverige, men det er også deroppe af, og det er du også lidt træt af at høre for nogle gange.”
GUSTAV: ”Ja.”
ANDERS: (til Gustav) ”Du er godt nok ikke så lav, men du har så det med håret, der sådan stritter…”
Så hvad er egentlig et handicap her? At være høj eller lav, norsk, svensk eller have hår der stritter?
Publikums lette latter antyder, at de også for en gang skyld har mistet grebet om definitionerne. For i Anders’ naive(?) talkshow kan man ikke tage dem for givet, men må orientere sig efter noget andet og bruge sine øjne på en ny måde. En Andersk måde, som, jeg kun kan håbe på, vil smitte en smule af…
Se hele talkshow udsendelsen her (indslaget med Sigrid kommer ca. 32 min inde).
Når DRs hjemmeside atter virker korrekt, burde man desuden kunne se selve Sigrids indslag her.
Avatar
(Instr. af James Cameron, USA 2009)
Jake Sully betragter sin avatar, der næsten er klar til brug
BLOCKBUSTER. James Cameron har lavet en teknisk overdådig film - og i et repræsentationsperspektiv er den slet ikke så tosset. Som fabel tilbyder Avatar et eventyrligt, simpelt budskab om at inkludere og lade leve. I den forbindelse træder hovedpersonen Jakes handicap hurtigt i baggrunden.
James Camerons seneste film har delt anmeldere såvel som menige biografgængere. Selv satte jeg mig til rette i biografsalen med forventninger pegende skizofrent i stikmodsatte retninger. Kort forinden havde jeg talt med to venner, som jeg normalt deler filmsmag med. Den ene hadede Avatar fra ende til anden (eneste plus: 30 sekunders scene, hvor Michelle Rodriguez løber i hvid tank-top), mens den anden lyste af begejstring (universet er fantastisk, historien er fantastisk, Sigourney Weaver er fantastisk!).
Lad mig bare udløse spændingen med det samme: Jeg endte i den lallende jubelbegejstrede grøft.
For mig var Avatar en skøn forening af eventyr og science-fiction med et højaktuelt tema - men den er altså lavet af manden, der skabte Titanic, Terminator II og Aliens. Forvent derfor ikke hverdagsrealisme eller nuancerede psykologiske skildringer, men en kolossal og dyr Mercedes-film; en teknisk overdådig fortælling om store følelser, det gode og det onde (ikke gråzonerne imellem). I dén kategori gør Avatar sig godt.
Og i forhold til medierepræsentation af mennesker med handicap er den faktisk heller ikke så tosset.
Paraplegiker i det ydre rum
Det fremgår allerede af filmens trailer, at hovedpersonen Jake Sully bruger manuel kørestol for at komme omkring. Han er blevet såret i tjeneste som marinesoldat og har siden da været paraplegiker.
Det har sat midlertidigt punktum for hans liv som soldat og i det hele taget. Indtil han bliver kontaktet af en gruppe videnskabsmænd, der er ved at arrangere en ekspedition til en fjern måne kaldet Pandora, hvor mennesker graver efter værdifulde metaller. Jakes tvillingebror, der skulle have deltaget i ekspeditionen, er død, og nu har de brug for en stedfortræder.
Umiddelbart er Jake et bizart bud - han er krigsveterain uden nævneværdig uddannelse - men han er det eneste bud. Genetisk set er han nemlig en tro kopi af sin afdøde tvillingebror og kan derfor overtage broderens ‘avatar’, en hybridkrop, der rummer DNA fra broderen/Jake og fra Pandoras lokalbefolkning. Det første betyder, at Jake kan fjernstyre kroppen via sit eget nervesystem - det andet, at kroppen kan tåle at indånde Pandoras luft.
Ekspeditionens formål er at lære lokalbefolkningen at kende - de er menneskelignende, men blå og tre meter høje og mildest talt ikke begejstrede for menneske-kolonisternes minedrift på Pandora. Dette problem skal ekspeditionen gerne finde en diplomatisk løsning på.
Det er ikke derfor, Jake takker ja. Han takker ja, fordi han ikke har noget bedre at tage sig til.
Handicap som del af personkarakteristik
Det er værd at indskyde, at Jake faktisk ikke er den eneste på Pandora med en synlig skavank: Den benhårde leder af de udstationerede soldater, Oberst Quaritch, har et uskønt, trefingret ar tværsover issen og den ene kind. Han er godt tilfreds med det og har takket nej til en plastikkirugisk “kur”.
For ham er arret en reminder om, hvor grusom og nådesløs Pandoras natur er. For os som publikum bliver det snarere en reminder om, hvor grusom og nådesløs oberst Quaritch er. I dette tilfælde ser vi et “handicap” brugt som et tegn på den afstumpede obersts umenneskelighed.
Man kan godt vælge at tolke Jakes handicap som et tegn, men det har i så fald en helt andet karakter. Det symboliserer snarere menneskelighed (skrøbelighed, sårbarhed osv…) og kun i samspil med faktorer som køn og klasse.
Jake må finde sig i tilråb fra handicapfri soldaterkolleger, fordi han ikke lever op til klassiske idealer for en macho-militærmand. Og hans handicap er direkte forbundet med hans status i samfundet. “De kan lappe ens rygrad sammen, hvis man har penge til det,” forklarer Jake i en voice-over - paraplegi hører underklassen til.
For en gangs skyld skildres handicap altså ikke som individuel, statisk skæbne løsrevet fra socio-økonomisk kontekst. Tværtimod; Jakes handicap er politiseret fra starten og dets betydning ændrer sig afhængigt af Jakes situation i øvrigt.
Jake Sully og oberst Quaritch
Handicap som motivation… or not
Mens oberstens ar fungerer som rendyrket tegn, har Jakes handicap også en dramaturgisk funktion. Først indirekte (paraplegi bremsede Jakes militære karriere, så han lige så godt kunne joine ekspeditionen), snart som centralt omdrejningspunkt. Oberst Quaritch frister nemlig Jake over ende: Find Pandoras lokalbefolknings svage punkt og rapportér direkte til mig, så skal jeg sørge for, at du får dine ”rigtige ben” tilbage.
Her bliver handicap brugt som Jakes primære motivation for at handle, som han gør. Han vil af med sin “defekt”, uanset de moralske omkostninger.
Hvor meget længslen efter en handicapfri krop fylder, tydeliggøres i en scene, hvor Jake for første gange afprøver sin avatar-krop. Glæden ved at kunne vrikke med sine tæer bobler over, så han overhører alle ordrer, river sig fri af elektroder og drops og løber barfodet ud i det fri.
Den implicitte opfattelse af, at handicap er en katastrofe, har man ligesom mødt før. Det forfriskende i denne sammenhæng er, at Jake skifter mening!
For på Pandora møder Jake både den romantiske kærlighed (via prinsesse Neytiri) og en langt mere omfattende kærlighed til alt levende. Begge dele er værd at slås for, beslutter han, og også værd at opgive “rigtige ben” for. Derfor dropper Jake sin aftale med obersten for at kæmpe for en vigtigere sag.
Dermed har handicap udspillet sin dramaturgiske rolle i fortællingen. En langt mere væsentlig motivation tager over for Jake, der omsider har fundet en mission med sin tilværelse. Det har handicap ingenting at gøre med.
Handicap som grundvilkår
I resten af filmen er Jakes handicap slet og ret et grundvilkår for den del af Jakes liv, der foregår i menneskekrop. Det betyder, at hans ben er tyndere end hans arme, og at nogen må løfte ham ombord på en helikopter, men ellers er det fuldstændig irrelevant for historien.
Hvor irrelevant fremgår tydeligst, da Neytiri endelig møder sin Jake i menneskelig skikkelse. Han ligger på dét tidspunkt halvt bevidstløs på gulvet i en laboratoriebunker og har så afgjort et alvorligt handicap, nemlig at han som menneske ikke kan tåle at indånde Pandoras luft direkte. Paraplegi er i den forbindelse totalt underordnet.
Og paraplegi spiller heller ikke nogen rolle for Neytiri. Da hun får givet Jake iltmaske på, så han atter kommer til sig selv og møder hendes blik med egne øjne for første gang, er det alene dét, der er scenens fokus: den ægte, direkte kontakt mellem to levende væsner. I dette møde er forskellen på bevægelige vs. lammede ben bagatelagtigt lille sammenlignet med de iøjefaldende forskelle på tre meter høj, blå Pandora-native og bleg, skrøbelig menneskekrop.
Ingen af delene spiller imidlertid en rolle, for det er kontakten, der er afgørende. Båndet mellem de to besjælede kroppe, ikke forskellene på dem. Derfor hilser de hinanden på pandorask manér med ordene “I see you”.
Et eventyrligt budskab
Nuvel, jeg tænkte da ved mig selv, at det er lidt belejligt, at Jakes avatar er rask og rørig, for et liv som paraplegiker ville nok være svært på Pandora.
Som i mange andre fortællinger om Utopia, hvor mennesker/rumvæsner lever i harmoni med naturen, klatrer i træer og jager i det fri, synes en fuldt funktionsdygtig krop at være altafgørende.
Og det er en ligelovlig letkøbt løsning, at Pandoras magiske livstræer kan udradere kropslige skavanker.
Men lad nu det ligge. For Avatar er ikke en realistisk fortælling, men en fabel. Og dens eventyrlige og simple budskab er et om at inkludere (Jake bliver medlem i stammen uanset menneske-DNA) og lade leve.
Dét budskab er alt andet end fremmedgørende og kan umuligt forenes med handicapfobi. Eller xenofobi, homofobi, islamofobi eller nogle af alle de andre fobier, der forhindrer os i at få øje på det fællesmenneskelige - fælles jordiske, om man vil - der burde forene os i kampen for altings overlevelse og værdighed på vores skrantende, hårdtprøvede planet.
Jake og prinsesse Neytiri
TV2-Nyhederne: Overfaldet i sit hjem
(Indslag i TV2-Nyhederne kl. 19:00, 13. december 2009)
Screendump fra nyhedsindslaget i TV2-Nyhederne 13.12.09. Billed-copyrights: TV2
STAKLEN. Som regel opfører jeg en lille glædesdans, når det engang imellem lykkes at nuancere det kropsmæssigt ensartede mediebillede bare en smule. Men synlighed skal ikke være for enhver pris. Det illustrerede et indslag i TV2-Nyhederne kl. 19:00 i går.
Indslaget er et fremragende eksempel på den stereotyp, jeg kalder staklen, der er kendetegnet ved at være fuldstændig omsluttet af sit handicap. Det er synd for staklen, han er defekt, kan faktisk slet ingenting - ud over at blive brugt til at illustrere, hvor onde eller gode vi andre er. De gode er dem, der har medlidenhed med staklen, de onde er dem, der ikke har.
Indslaget taler for sig selv, så for dem, der gik glip af nyhederne, vil jeg gennemgå det fra start til slut. Læsere, der allerede har set indslaget, kan scrolle forbi afsnittet.
Nyhedsindslag: OVERFALDET I SIT HJEM
Nyhedsstudiet. Overskriften “OVERFALDET I SIT HJEM” er blikfang, mens man i øverste højre hjørne aner silhuetten af en mand, filmet i modlys, der gengivet i slowmotion skubber sig frem i en kørestol.
VÆRTEN: “En lam kørestolsbruger blev natten til i dag overfaldet i sit hjem i Kolind af to pistolbevæbnede mænd, et røveri, der har chokeret den lille by på Djursland.”
KOLIND. Vi er nu i landsbyen, som Merle Strand Banggaard, TV2 Østjylland, rapporterer fra. Nærbillede af en låge, der bliver låst. Derefter ser vi “ofret”, der låser den - han sparker sig frem i sin flisebelagte indkørsel i mauel kørestol.
SPEAKER: “Alt bliver lukket og låst en ekstra gang hos Georg Mathiasen. I aftes blev han udsat for et groft hjemmerøveri. To unge mænd truede ham med en pistol og slog ham så hårdt, at kørestolen væltede.”
Vi ser Mathiasen bakke ind i sin bolig - først nu ser vi hans ansigt.
SPEAKER: “Georg Mathiasen er handicappet og kan ikke tale. Han er stadig chokeret over røveriet, som også påvirker hans nærmeste naboer. Og i eftermiddags gik snakken i det lille kvarter i Kolind.”
Herefter klip til forskellige naboer, der kan se hinanden over lave hække, og udtaler sig fra indkørsler og åbne hoveddøre.
NABOKONE1: “Jeg har det træls med det. Det er da grimt.”
NABOMAND: “Jeg forstår ikke, hvordan de unge mennesker kan finde på sådan noget. For det er simpelthen det laveste, man kan komme.”
NABOKONE2: “For søren, han sidder i kørestol… Han kan jo ingenting, den stakkels mand!”
Vi vender tilbage til Georg Mathiasens hjem, hvor han skubber sig rundt.
SPEAKER: “Efter at de to røvere havde slået Georg Mathiasen omkuld, fandt de et par tusinde kroner og en bankbog i chartollet her. Røveriet er så groft, at det chokerer Østjyllands politi.”
Klip til lokal politikommissær på sit kontor.
POLITIKOMMISSÆR: “At gå ind til en handicappet beboer og vælte ham ud af kørestolen og tage hans penge - det har man ikke ord for.”
Klip tilbage til Kolind, hvor vi ser endnu en politimand blive budt indenfor.
SPEAKER: “Politiet efterlyser de to røvere, der beskrives som danske og mellem 18 og 20 år. I dag afhørte politiet Georg Mathiasens naboer. De håber, at røvernebliver fanget hurtigt.”
NABOMAND: “Man har lyst til at banke dem.”
NABOKONE2: “Jeg tror simpelthen, jeg ville stikke dem sådan én på snuden, så de røg bagover, hvis jeg kunne komme til det!”
Og vi ender i Georg Mathiasens i sin lejlighed, hvor vi i nærbillede ser en hoveddør blive smækket.
SPEAKER: “Georg Mathiasen sørger nu for, at hans hoveddør altid er låst.”
Han kan jo ingenting, den stakkels mand!
Hvad er der nu galt med at skildre et jysk medmenneskes barske vilkår på tv? Er det ikke kun godt, at Hr og Fru Danmark erfarer, at der findes en Georg Mathiasen, og at der findes folk, som ikke ser sig for gode til at udnytte hans situation?
Før jeg svarer på det, vil jeg ridse op, hvad indslaget egentlig fortæller os om Georg Mathiasen og de mennesker, der omgiver ham.
Georg Mathiasen bliver, som jeg nævnte i indledningen, præsenteret som Staklen i indslaget. Det får vi understreget på et utal af måder:
1) Han er sagesløst offer for en forbrydelse, han intet kunne stille op imod. Det gælder principielt de fleste, der bliver udsat for en forbrydelse, men her får vi understreget hans hjælpeløshed flere gange. Han blev væltet ud af kørestolen, fortæller både speakeren og politikommissæren.
2) Hans handicap omslutter ham fuldstændig. Vi aner ikke, hvad han ellers laver, eller hvorfor han bor alene i Kolind - det eneste vi ved om Georg Mathiasen, ud over at han er blevet overfaldet, er at han er “handicappet.” Det bliver faktisk fremhævet fire gange af hhv. værten, speakeren, politikommissæren og en nabokone.
Især sidstnævnte slår hovedet på sømmet: “”For søren, han sidder i kørestol… Han kan jo ingenting, den stakkels mand!” Georg Mathiasen er totalt defekt, handicap hele vejen igennem - han kan ingenting.
3) Han er primært et samtale-objekt i indslaget. Naboerne, speakeren, værten og politikommissæren taler om Georg Mathiasen - selv får han aldrig taletid. Ganske vist kan han ikke tale, men antageligt kan han kommunikere på en eller anden måde, som man kunne benytte sig af.
Objekt-effekten understreges af den måde, indslaget er skruet sammen på. Først et stykke inde i indslaget hører vi hans navn (han introduceres først slet og ret som “lam kørestolsbruger), og der går endnu længere tid, før vi ser hans ansigt. Første nærbillede af ham er desuden filmet oppefra, så vi ikke ser ham i øjnene, men mest har udsigt til hans isse:
Georg Mathiasens isse
4) Det er synd for ham. Det siger sig selv - han er jo blevet overfaldet - men skulle nogen tv-seere være særligt langsomtopfattende, så får de det understreget af både naboer (”den stakkels mand!”) og en politikommissær.
Indslaget har altså et offer (Staklen), men en god historie kræver også skurke og helte.
Skurkene er lette at få øje på - det er de to 18-20 årige, der overfaldt Georg Mathiasen. De er ekstra skurkagtige, fordi de har overfaldet en Stakkel - det skærer de mange kommentarer ud i pap, ikke mindst fra politikommissæren (”det har man ikke ord for”.)
Helte i traditionel forstand er der ikke nogen af, eftersom Georg Mathiasen ikke blev reddet, og skurkene stadig er på fri fod - men der er i hvert fald “de gode”, som er alle dem, der har ondt af Georg Mathiasen og gerne ville give skurkene en omgang bank. Det er med andre ord naboerne, politiet - og formentlig seerne.
En nyhed af national interesse
Det bringer mig til det, der undrer mig såre: Hvad skal seerne bruge det her indslag til? Hvorfor har nogen vurderet, at overfaldet på Georg Mathiasen i Kolind har national interesse?
For hvad har vi i grunden lært af det? At en mand i kørestol er blevet overfaldet af nogle unge, og at den slags er forargeligt og forfærdeligt. Det sidste kan vi vel alle være enige om, og det kunne vi også uden at kende Georg Mathiasen.
Hans historie ændrer altså ingenting i os, og den ændrer heller ikke på det samfund, vi er en del af. For den er fuldstændig uden kontekst - vi ved ikke, hvorfor de unge overfalder en enlig mand, vi ved ikke, hvorfor Georg Mathiasen overhovedet var alene. Derfor kan vi ingenting gøre for at forhindre, at noget lignende skulle ske et andet sted, og vi kan ingenting gøre for at forbedre Georg Mathiasens situation. Vi kan udelukkende blive enige om, at de unge er nogle skurke, og at det er synd for Georg Mathiasen.
Og det er måske denne enighed, der er pointen med indslaget. Det er følelsmæssigt oprørende, men sætter ikke gang i en potentielt splidsskabende politisk debat om fx årsager til ungdomskriminalitet eller ensomhed blandt mennesker med handicap.
Det bekræfter bare status quo ved at inddele verden i de gode (os!), de onde, og Staklerne (med handicap), som ikke rigtig hører til i nogen af lejrene. De taler jo ikke, de bliver omtalt; de handler ikke, de bliver handlet med. Men ved at give os mulighed for at demonstrere, at vi er sammen om at ville det gode, gør de en uvurderlig indsats for den danske fællesskabsfølelse, der ellers har det hårdt for tiden. Det fællesskab betaler de Staklens pris for - at de aldrig selv kan komme med i det på nogen ligeværdig måde.
Om sidens forfatter: