Boganmeldelse: Varslet
(roman af Liz Jensen, København: Politiken 2010)
ALL YOU WANT FOR CHRISTMAS. Liz Jensens hyperaktuelle klimathriller “Varslet” er umulig at lægge fra sig og svær at glemme. I kampen mod den nært forestående naturkatastrofe fører psykologen Gabrielle an – hun sidder i kørestol, og i skildringen af hende er der ingen tvivl om, at research for en gang skyld har sejret over klichéer.
“Truslen fra metangassen og handicapsex” lød overskriften i Information, og jeg havde allerede et aggressivt læserbrev formuleret i hovedet, inden jeg nåede igennem interviewets manchet. Var der tale om endnu et af de indlæg i prostitutionsdebatten, der fremstiller mænd med handicap som farlige sexmonstre? Og hvor kommer metangassen ind i billedet – er vi ude i en særligt risikabel form for analsex?
Tre spalter senere må jeg konstatere, at den sensationsvinklede overskrift nok siger en del om Informations læseværdighed (så faldt den sidste saglige avisbastion, suk!), men på ingen måde yder den roman, der er interviewets omdrejningspunkt, retfærdighed: ”Varslet” af den dansk-engelske forfatter Liz Jensen er nemlig absolut værd at få fingre i.
Den tematisk højaktuelle klimathriller holdt mig vågen til halv tre om natten, og jeg lagde den kun nødtvungent fra mig, fordi jeg skulle tidligt op og på arbejde næste dag. Bogen er både velskrevet, påtrængende, og hovedpersonen Gabrielle så interessant, at hun sagtens kan bære 300 sider. Hun sidder i kørestol, og for en gangs skyld har forfatteren sat sig ind i, hvad det indebærer – og nok så vigtigt: hvad det ikke indebærer. Særligt kærkomment er det, at Liz Jensen afliver myten om, at mennesker med handicap ikke kan have et kærlighedsliv.
Fra personlig krise til global katastrofe
Gabrielle er midt i trediverne, psykolog af typen kunstterapeut, forfængelig og hamrende stædig. Da vi møder hende, er hun stadig i gang med at undgå at drukne i den krise, der blev udløst af en bilulykke to år tidligere. Den tog livet af hendes kæreste, Alex, og gjorde hende lam fra livet og ned. Det tacklede hun ved at rykke sit liv op med rode og forlade London til fordel for provinsbyen (med det på dansk tankevækkende navn) Hadport.
Hun erkender, at hun dermed har lavet så meget rod i sit liv, som ”kun en professionel kan”, men i det mindste har byen gode handicapparkeringspladser. Den knastørre galgenhumor er karakteristisk for fortællerstemmen romanen igennem og bidrager klart til dens læseværdighed.
I sit ”nye liv som tragediedronning” med ”letvægtskørestolen som trone” arbejder Gabrielle på en sikret institution for dybt psykotiske, kriminelle unge. Her møder hun Bethany, en anæmisk udseende teenagepige, der har dræbt sin egen mor og hævder at få åbenbaringer, hver gang hun er i elektrochokbehandling. Åbenbaringer om forestående klimakriser, der snart giver Gabrielle vigtigere ting at tænke på end sin personlige livskrise.
Man kan diskutere, om Gabrielle er en god psykolog. Hun har endnu ikke haft tid til at bearbejde sin egen krise, og den smitter af på hendes arbejde med de unge. Hun tror ikke længere på helbredelser, højst skadesbegrænsning, og er blevet varm fortaler for fortrængning – en ”izgoj”, kalder hun sig selv. Det er russernes betegnelse for ”en person med en brist der i enestående grad gør vedkommende uegnet til at udfylde sin professionelle rolle”.
Derimod er Gabrielle aldeles velegnet som heltinde i kampen mod en lurende klimakatastrofe af globale dimensioner. Bethany er nøglen, og selvom deres relation er alt andet end uproblematisk – Bethany kalder konsekvent Gabrielle for ”Wheels” og trykker med ekspertpræcision på hendes mest sårbare punkter – så er Gabrielle alligevel netop den, der kan trænge ind til pigen. Hun ser sin egen vrede spejlet i den unge morderske, der er ”som et stædigt ord i en krydsogtværs jeg ikke kan løse. En gåde der vækker mig om natten, våd af sved”.
Men Gabrielle er lige så stædig, og stædighed er det stof, handlekraftige heltinder er gjort af. For som hun selv udtrykker det, da trafikulykken første gang nævnes med ord: ”Jeg har ikke overlevet en trafikulykke for at lade en håndfuld af verdens ledere stege mig ihjel.”
Handicap som dramaturgisk greb
Citatet ovenfor illustrer, hvordan handicap udgør et klart dramaturgisk greb i fortællingen. Der er en klar kontrast mellem Gabrielles personlige krise og den langt mere omfattende klimakrise, der sætter førstnævnte i perspektiv.
Man kan læse hendes udviklingshistorie på to måder: A) Gabrielle er en kvinde, der har mistet så meget, at hun kunne give op – men i mødet med den ultimative naturkatastrofe, indser hun, at hun virkelig vil leve. B) Gabrielle har mistet så meget, at hun kunne give op, men det er hun for stædig til – og denne stædighed gør hende til en overlever i mødet med den ultimative naturkatastrofe.
I begge tilfælde er det indlysende, at Gabrielles handicap nødvendigvis må fylde en del i romanen.
Det gør det også, ikke mindst i udpenslinger af besværliggjorte, hverdagslige gøremål, så som at flytte sig selv fra stol til bil eller tackle en trappe. Disse passager giver god psykologisk mening; livet med et handicap er nyt for Gabrielle, så selvfølgelig er hun bevidst om omvæltningerne.
Rent sprogligt fylder handicap også, når Gabrielle ”ruller”, ”kører en tur” eller ”vender sin stol”. Det er på den ene side en fiks og diskret måde at huske læseren på, at hovedpersonen hele tiden sidder i en kørestol, også når hun er og gør alt muligt andet – når der ikke er billeder, må det nødvendigvis ekspliciteres i ord.
Men ind i mellem betyder ordvalget, at Gabrielles fortællerstemme synes at vige for en andens stemme. Gabrielle, for hvem det at sidde i kørestol er blevet en normaltilstand, ville snarere bruge almindelige udtryk som at ’gå ud i køkkenet’, selvom hun teknisk set ’kører’.
Handicap fylder altså, men heldigvis bidrager det også til mange nuancerede og fine betragtninger over, hvordan det kan opleves at færdes i en kørestol. Man fornemmer, at Liz Jensen har lavet sin research ordentligt.
For eksempel vil de fleste, der lever med et synligt handicap, formentlig nikke genkendende til følgende udveksling, der finder sted under en velgørende gallamiddag, der til Gabrielles skræk og rædsel viser sig at være til fordel for folk med rygmarvsbrok:
”Det er så bekræftende at have nogle virkelige ofre for sygdommen hos os i aften”, meddeler kvinden mig i et konspiratorisk tonefald, mens hun stadig har hånden på min arm.
”Det demonstrerer hvor påtrængende nødvendigt det er at hjælpe. Og det er positivt. Jeg går helt ind for det positive. Og det vil jeg vædde med at du også gør.” Og hun klapper min blottede skulder på en ’godt-gået-tøs’-måde. ”Du er så tapper.”
Denne klassisk ulidelige festsamtale er én blandt mange små episoder, der kaster lys over folks tåbelige adfærd over for Gabrielle, der har mere med folk end med Gabrielle at gøre. Selv hader hun, når hendes handicap overskygger alt andet og er grænseløst irriteret over sin tilsyneladende ”nedsatte status som menneske”. Som regel håndterer hun mødet med en verden, der ikke altid formår at rumme hende, med humor – som når hun tørt omtaler sig selv som ”Askepot”, der må ankomme til sin stilfulde date ad køkkenindgangen.
Humoren er, sammen med vreden, del af en overlevelsesstrategi. Allermest hudløst skildret i især én scene, der udløste deja-vuer og et sug i mit mellemgulv. Gabrielle skal se sin elskers kontor; forholdet er nyt og mystikken intakt, og derfor er det grænseoverskridende i tiende potens, da han må kaste hende over nakken som en uelegant sæk kartofler og slæbe hende op ad bygningens trapper:
Vi standser på hver afsats så han kan få vejret, og jeg kan le – fordi det er enten det eller gråd, og når det er muligt at vælge mellem ydmygelse og morskab, ved jeg hvilken reaktion der er den bedste i bygninger uden anstændige adgangsforhold.
En hel kvinde – også i soveværelset
Det er værd at understrege, at selvom handicap fylder meget – og også på rigtig fine måder – så er det på ingen måde det eneste, der kendetegner Gabrielle. Som karakter har hun mange flere lag og facetter, heldigvis. Hun er for eksempel en elendig kok, en anal kaffebrygger og ekstremt forfængelig med et timelangt, dagligt makeup-ritual. Og hun har både bopæl, karriere og et kærlighedsliv.
Ved bogens begyndelse har Gabrielle forståeligt nok ikke megen fidus til kærligheden efter at have overlevet sin kæreste i en bilulykke. Det seksuelle har hun opgivet – hun ved godt, at det sagtens kan lade sig gøre rent teknisk trods hendes handicap. Men i praksis anser hun projektet for meningsløst, idet hun efter egen opfattelse ikke længere tæller som hel kvinde. Når hun ser sig selv udefra, lyder dommen ”flot på en seriøst traumatiseret måde”; en slags ”ikke-kvinde”, der nærmest er en omvandrende selvmodsigelse med sin heftigt udringede røde kjole og nul liv syd for navlen.
Modsigelsen opløser sig selv undervejs i fortællingen gennem forholdet til Frazer Melville, der er særligt glad for bryster, men også gerne tager resten af Gabrielle med hud og hår. Hans facon er flirtende fra første færd, og snart iklæder Gabrielle sig upraktisk høje hæle, der punkterer løgnen om, at sex ikke længere interesserer hende.
For selvfølgelig er Gabrielles seksualitet intakt, selvom hun må udtrykke den på nye fysiske betingelser. Hun har stadig lyst og kan stadig gøre en mand fuldstændig rundt på gulvet af lyst.
Mindreværdsspøgelset stikker sit hoved frem i ny og næ, men bogens konklusion er entydig: At Gabrielle er en absolut hel kvinde med sine helt egne særheder, styrker og svagheder – og en værdig, tredimensionel heltinde, som man ikke kan blive andet end fascineret af.
Info om udgivelsen:
Liz Jensens roman er udgivet parallelt på engelsk og dansk som hhv. ”The Rapture” og ”Varslet”. Den danske version er udkommet fra Politikens forlag og kan blandt andet købes online fra deres boghal eller på Saxos.com.
Tv-rettighederne til romanen er allerede solgt til Tony og Ridley Scotts filmselskab. I kontrakten har Liz Jensen betinget sig, at der ikke må ændres på det faktum, at Gabrielle sidder i kørestol.
Kys min bror
(kortfilm, instr. af Rasmus Kloster Bro, Danmark 2010)
KORTFILMPERLE. Den 15-minutter lange skildring af magtspillet mellem to brødre, hvoraf den ene sidder i kørestol, er både kompleks, forfriskende fri for klichéer og så interessant, at man ville ønske, den varede meget længere.
Jeg indrømmer det blankt: Jeg er til fals for smiger. Da jeg på en café i midtbyen pludselig blev antastet af en ung mand, fordi han havde læst min blog og genkendt mig, var jeg småhøj af oplevelsen resten af dagen. Nu er jeg høj igen, fordi jeg endelig har fået set den kortfilm, som manden, der vist sig at være Rasmus Kloster Bro, har instrueret.
Stilsikker succes
Kys min bror havde arbejdstitlen Svindler, som den dog lagde af sig inden premieren. Når jeg mener, at det var en god beslutning, skyldes det til dels min personlige antipati mod flosklen ”(muskel)svindler”. Men først og fremmest skyldes det, at arbejdstitlen simpelthen ville have været for lille til en film, der handler om så meget andet og mere end bare handicap.
Inden jeg går i handicapanalyse-mode vil jeg skynde mig at indskyde, at Rasmus Kloster Bros kortfilm, Kys min bror, der blev udgivet 5. maj i år, helt overordnet er umanerligt vellykket. Den udgør hans førsteårsproduktion på filmskolen Super16, og den navigerer sikkert uden om de klassiske filmskole-faldgruber.
I stedet for at forsøge at sige alt om alting på 15 minutter, koncentrerer den sig om det psykologiske spil mellem tre personer samlet på ét sted en enkelt nytårsnat. Og den undgår fuldstændigt floromvundne metaforer (…jeg får et tics-udløsende flashback til Mikkel Serups afgangsfilm Frunk (2003), hvor hovedpersonens pukkelryg sandsynligvis skal forstås som en kikset metafor for kunstnerens kvaler…).
Resultatet er en visuelt smuk og hverdagsrealistisk lille perle, som jeg vil anbefale til enhver, der kan lide kortfilm. Og for dem, der desuden interesserer sig for medierepræsentation af mennesker med handicap, er Kys min bror måske det mest interessante kortfilmsbud, vi har set herhjemme overhovedet.
Nytårsknald eller fald
Filmens handling udspiller sig som sagt over en enkelt nytårsaften og -nat. Vi er til udklædningsfest med Lasse (Rasmus Broberg), en ung mand, der sidder i elektrisk kørestol, som han i aftenens anledning har transformeret til en tank. Festen foregår hos veninden Rikke (Carla Mickelborg), og Lasse har sin storebror, Simon (Kenneth M. Christensen), med som hjælper. Det er mellem disse tre personer, at filmens hovedhandling og trekantsdrama udspiller sig.
For Rikke er muligvis smålun på Lasse, og han har tænkt sig at benytte nytårsfesten som anledningen til at score hende. Det betror han sin storebror Simon i filmens første scene, hvor de to allerførste replikker er værd at bide mærke i:
”Jeg glæder mig virkelig til i aften. Du må ikke ødelægge det for mig,” siger Lasse.
”Aj, det klarer du sikkert fint selv,” svarer Simon.
Lasses frygt viser sig at blive til virkelighed, for da klokken slår tolv til nytårsfesten, er det Simon, der står tættest på Rikke, og de udveksler et lidenskabeligt nytårskys lige foran næsen på Lasse. Han bliver såret, forsvinder ud i natten og beder storebroren og Rikke om at skride, da de indhenter ham. Rikke adlyder, mens Simon bliver hængende. Lasse raser ud ved at køre ind i sin bror, indtil Simon sætter trumf på: ”Kan du ikke forstå, at du aldrig nogensinde har haft en chance?!”
Tavshed, mens sætningen bliver hængende i luften. Ikke som en konklusion, men som et rungende spørgsmål. For havde Lasse virkelig aldrig en chance?
Umiddelbart virker det fra starten som om, der er hold i Lasses formodning om, at Rikke er vild med ham. Fra første færd er hun småflirtende. ”Du er en tank?!” udbryder hun, da Lasse ankommer til festen, ”…hvordan skal jeg kunne komme tæt på dig nu?” Da Lasse lover, at de finder ud af noget, siger med eftertryk og hovedet på skrå, at det håber hun virkelig.
Og senere, da Lasse får anledning til at være alene med Rikke udenfor, er spændingerne endnu mere udtalte. Den imponerende usmykkede kørestolstank har tilsyneladende romerlys indbygget i kanonen, så den rent faktisk kan skyde, hvilket får Rikke til at bryde ud i perlelatter. Men på et tidspunkt bliver hun stille, tager beskyttelsesbrillerne af Lasse og børster hans hår væk fra panden, inden hun planter et kys på hans kind. Hun kommer altså så tæt på, som kørestolstanken tillader det, og sådan sidder de faktisk en stund.
Lasse? Han gør ingenting. Og efter en rum tid er øjeblikket forpasset, og den almindelige festtumult fortsætter.
Det er altså langt fra soleklart, at Lasse aldrig havde en chance, og derfor falder filmen heldigvis aldrig i den fatalistiske grøft, hvor handicap er helt uforeneligt med et kærlighedsliv. Lasse er andet og mere end sit handicap, og når han ikke scorer Rikke til nytårsfesten, spiller flere faktorer ind. Måske er han, som scenen ovenfor antyder, for passiv. Måske kommer Simon i vejen.
Hjælperrollen og søskendejalousi
Det er klart de to brødre, der er filmens aktører, mens Rikke primært bliver en slags brik i et magtspil mellem dem.
På nogle punkter har Simon overtaget: Han er høj, flot og handicapfri og kan hoppe ned fra stolen kl. 12 lige foran Rikkes kyssemund. Og så er han den ældste, hvilket især fremgår, da han efter at have kysset Rikke med storebroderlig autoritet forsøger at diktere til sin bror, at ”nu går vi ind, og så får vi os en hyggelig aften.”
Men i netop denne scene vender magtbalancen resolut 180-grader, da Lasse sætter sin storebror på plads med ordene: ”Nej! Nu går jeg ind og har en hyggelig aften. Og du sætter dig bare i et hjørne, og jeg skal kun bruge dig, hvis jeg skal pisse eller skide. Ellers er du fyret.”
Mens Lasse er afhængig af Simons praktiske hjælp, er Simon er afhængig af den løn, som Lasse udbetaler ham. De indgår i en professionel relation, men er samtidig brødre med alt hvad det indebærer af følelsesmæssige komplikationer. Og Simon har tydeligvis svært ved at finde sig til rette i rollen som hjælper. Egentlig er det Lasse, der er til fest, mens Simon blot skal være en flue på væggen. Alligevel præsenterer han sig ivrigt for Rikke, allerede inden Lasse er kommet ud af bilen, han drikker øl, flirter med piger og kysser værtinden. Dermed er Lasses trussel om fyring sådan set berettiget, og man kan godt mene, at Simon ved at overtage festen er med til at ødelægge Lasses scoringsprojekt.
Men også Lasse er alt andet end en professionel arbejdsgiver. For eksempel da en smuk svensk pige roser Simon for at passe sin lillebror, hvortil Simon svarer ”selvfølgelig!”. Det kunne måske have givet point hos pigen, hvis ikke Lasse havde brudt ind i det samme: ”Nu er han her jo ikke frivilligt, han er på arbejde. Han får penge for at være her.” Og lidt efter tilføjer han: ”Meget godt, når du ikke kan få noget andet, så kan du bare passe din lillebror.”
Situationen er akavet for Simon, der bliver udstillet og gjort til grin over for den svenske pige. Det heroiske er blevet totalt pillet af ham, og Lasse har oven i købet antydet, at Simon er en taber uden tjek på karrieren.
Vi ved ikke, hvad Lasse laver – måske er det i virkeligheden ham, der kører mest med klatten i forhold til studier og fremtid? Uanset hvad er det i denne scene Lasse, der vinder den magtkamp, som ligger lige under overfladen gennem hele filmen. Det er ikke særlig sympatisk af ham, ligesom det ikke er særligt sympatisk af Simon, da han kort efter kysse Rikke (måske en måde at få genrejsning på?).
Ingen af brødrene er altså pletfri, men de er heller ikke entydigt onde. I scenen ovenfor er det jo ydmygende for Lasse at blive omtalt som én, storebroren af ren godhed ”passer” – og derfor forstår man godt hans reaktion, selvom den går over stregen. Ligesom man godt forstår storebrorens usympatisk modtræk, hvis man kan opfatte kysset som et sådant.
Kortfilmens åbne form – en svaghed og en styrke
Der er mange hvis’er og vage formuleringer i min tekst so far. Det skyldes, at filmen ikke giver et endegyldigt svar på det centrale spørgsmål om, hvem der egentlig ødelægger hvad for hvem. Seeren må i stort omfang selv læse mellem linjerne, og der er et relativt begrænset materiale at gå ud fra.
Det er én af svaghederne ved kortfilmen som genre – der er ikke tid til udpenslinger, og meget bliver derfor kun antydet. Derfor efterlader Kys min bror seeren med en masse ubesvarede spørgsmål. Vi er kun med til én fest, og ved derfor ikke, hvordan magtforholdet er mellem brødrene i dagligdagen. Er Lasse mere succesfuld i forhold til fx uddannelse end Simon, og har Simon et mindreværdskompleks over det? Har Simon tidligere stillet sig i vejen for Lasses erobringsforsøg? Og hvorfor gjorde Lasse ingenting, da han endelig var alene med Rikke?
På den anden side er det måske netop kortfilmens åbne, snapshot-agtige kvaliteter, der gør, at Kys min bror undgår forstenede stereotyper og klichéer. De mange antydninger giver os en fornemmelse af, men ikke en facitliste til kærligheden, søskendeforholdet eller handlemulighederne med et handicap. Og de tre ting er ikke adskilt i nydelige små Hollywood-bokse, men filtret ind i hinanden. Resultatet bliver flertydigt, ikke helt gennemskueligt og langt mere interessant, fordi filmen dermed nærmer sig den virkelige verdens kompleksitet.
For mig bliver det mest ærgerlige ved Kys min bror altså ikke kortfilmens form, men dens længde! Der er kun 15 minutter, og jeg havde lyst til at tilbringe meget mere tid i hovedpersonernes selskab. Jeg glæder mig derfor til, at Rasmus Kloster Bro bliver udklækket fra filmskolen og kaster sig over spillefilmene. Hvis han fortsætter med samme nuancerede og forfriskende klichéfri personskildringer, er det bestemt værd at vente på.
Læs mere om kys min bror på hjemmesiderne for hhv. filmskolen Super16 eller produktionsselskabet Beofilm.
Oracle – superheltinde med handicap
DC's Oracle til venstre - Warner Bros. til højre (spillet af Dina Meyer)
Barbara Gordon beskyttede engang Gothams gader som Batgirl, men blev i 1989 skudt og lam i underkroppen. Hun lagde kappen, men ikke jobbet på hylden: Nu beskytter hun byens borgere som Oracle, superheltinde i kørestol.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det lykkedes mig at overse Barbara Gordon aka. Oracle, da jeg bevæbnet med disability- og queerteory kastede mig over superhelte og -skurke med handicap. Jokeren, Pingvinen, Darth Vader, Luke Skywalker, V, Xavier… Jeg havde fat i mange, men Barbara falder udenfor på to væsentlige punkter: For det første er hun den eneste kvindelige superhelt med et handicap, jeg er stødt på. For det andet har hun et kærlighedsliv.
Summa summarum er det på høje tid, at jeg dedikerer en handifikation-artikel til Oracle, New Gothams sejeste superheltinde med handicap.
Tegneserier, tv-serier og fanfiktioner
At opridse den rødhårede heltindes løbebane er ikke ukompliceret, for der er mange løbebaner at snuble på. Barbara Gordon blev oprindeligt opfundet af tegneseriegiganten DC og arbejdede som Batgirl og siden Oracle i et væld af DC-tegneserier – Batman, The Suicide Squad, 52, hendes egen serie Birds of Prey, blot for at nævne nogle eksempler. De mange serier udgives sideløbende og udgør ofte alternative verdener, men er også sammenfiltrede; storylines krydser hinanden, helte og skurke besøger respektives tegneserier, og i grove træk taler man om én fælles tidslinje for DC-universet. I nyere tid indtraf den såkaldte ”Infinite Crisis” således på tværs af alle titler, da Batman, Superman og Wonder Woman blev udraderet på én gang. Oracle er her derimod endnu.
Barbaras biografi kompliceres yderligere af, at hun ikke alene figurerer i DC’s hæfter, men også i tv-serien Birds of Prey (Warner Bros., 2002), der er ret løst baseret på DC-tegneserien af samme navn. Selvom centrale træk går igen, er tv’s Barbara ikke helt identisk med tuschpennens.
Og endelig er der internettets ikke-autoriserede fortællinger, forfattet af ivrige fanfictionskribenter. De repræsenterer yderligere alternative Barbara’er, som absolut er værd at stifte bekendtskab med.
Jeg har læst og set lidt af det hele og vil i det følgende – med en vis disrespekt for kilderne, men al mulig respekt for Barbara – tillade mig zappe og shoppe frit mellem materialerne.
En superheltindes bekendelser
Dr. Babara Gordon, af de allernærmeste kaldet Babs, så første gang dagens lys i 1967 i historien The Million Dollar Debut of Batgirl (Detective Comics #359). I sin civile hverdag var hun en forsagt bibliotekar og datter af politikommissær Gordon. I de mørke nattetimer blev hun superhelten Batgirl, der i modsætning til Catwoman og den gamle Batwoman (ikke at forveksle med den nye, der er lesbisk!) ikke tjente til at tilfredsstille Batmans kærlighedsliv, men kæmpede ved hans side med flagrende kappe og ditto rød manke. Det glædede feministerne, og Barbara blev da også fortaler for kvinderettigheder i 70erne.
I 1988 blev Jokerens såkaldte ”Killing Joke” på Barbaras bekostning. Som led i hans vendetta mod Batman og Barbaras far, kommissær Gordon, skød Jokeren hende brutalt ned i hendes lejlighed for at sende billeder af den blodige Barbara til hendes far.
Kuglen knuste Barbaras rygsøjle og gjorde hende lam fra livet og ned, men fra 1989 (Suicide Squad #23) var hun atter klar til at gøre livet surt for Gothams slyngler under det nye superheltinde-alias Oracle, som kom til hende i en drøm.
Det nye navn markerer en ny epoke i Barbaras liv, idet hun nu bekæmper forbrydere på nye betingelser. Kappen er kasseret, og Gothams gyder erstattet af et højteknologisk hovedkontor skjult i toppen af et af byens klokketårne. Her bruger Barbara sit bibliotekarindblik i informationsteknologi (i tv-serien er hun dog gymnasieengelsklærer) og sin medfødte fotografiske hukommelse til at hacke sig ind i databaser og overvågningskameraer, så ingen kryb kan gemme sig.
Hendes intellekt er stort set uden lige, og BusinessWeek har udnævnt hende til en af de skarpeste superhelte i amerikanske tegneserier – som eneste kvinde på top-ti-listen.
Barbaras begavelse er da også gennemgående i alle fiktioner, både tegneserier, tv-serier og fanfiction. I tv-serien (afsnit 5) er det hendes kølige overblik, der forhindrer den unge Dinah i at bruge sine heltekræfter hovedkulds og hovedløst for at redde sin mor: ”Look at me,” siger hun med eftertryk og hænderne på pigens skuldre. ”This is what we do. We save people. But in order to do that we need our heads, we need to think clearly.”
Og tegneren Gail Simone, der står bag tegneserien bag tv-serien, kalder Barbara “a brilliant master computer operator” og en af DC’s mest fascinerende karakterer. ”She’s fantastic because even just sitting in a chair in a dark room by herself, she’s tremendously compelling. The DCU without her would be a much less interesting place,” fastslår Simone.
Ender forbryderjagten i nærkamp, så kan Barbara dog fortsat tæve de fleste fra sin kørestolshøjde: Hendes overkrop er i tip-top form, og en af DC’s største kampsportmestre har lært hende at håndtere stokke og kasteskiver.
Venskaber, moderskaber, ægteskaber
Barbara arbejder ikke alene, men side om side med andre superhelte. Hun har stadig stærke bånd til Batman-familien og teamer up med hans datter Helena Kyle aka. Huntress, men er også medlem af superheltefællesskabet Justice League of America. Hendes netværk er altså mere omfattende end de fleste superheltes.
Barbara har ingen biologiske børn, men især tv-serien skildrer hende som forældreegnet. Den purunge Dinah, der er løbet væk hjemmefra, bliver en slags fosterdatter for hende, ligesom Huntress tidligere har været det. I øvrigt udgøres hendes nærmeste af superheltinderne fra Birds of Prey – i tv-serien først og fremmest Huntress, i tegneserien især Black Canary.
I fanfiction har de tætte venskaber udviklet sig til parforhold, men også i ”autoriserede” kilder har Barbara et kærlighedsliv på linje med sine superheltindekolleger. Dermed adskiller hun sig fra professor Xavier (Marbles X-Men), der også sidder i kørestol og er overbegavet, men synes uinteresseret i kødets lyster.
I tegneserierne har Barbara et on/off-forhold til Dick Grayson aka. Nightwing (der tidligere var den første Robin). De lærte hinanden at kende, allerede da Barbara var Batgirl, og Nightwing blev ulykkelig over hendes skæbne, men lod ikke kørestol komme på tværs af kærlighed. Efter forskellige forviklinger frier han til hende på ægte superheltemanér: “Barbara, I have to leave in a few hours to try and save the universe, and I don’t know if I’ll be alive tomorrow, but if I am – will you marry me?” (se tegneseriesiden allernederst i artiklen). Mere romantisk kan det næppe blive, og Barbara siger ja, men kort efter indtræffer ”Infinite Crisis”, og den slagne Batman behøver Nightwings hjælp til at genfinde sig selv. Derfor løser Barbara ham af deres forlovelse (i serien 52).
I tv-serien har Barbara et spirende forhold til lærerkollegaen Wade, der inviterer hende ud i første afsnit og blot to afsnit senere er parat til at præsentere hende for sine forældre. Der er fra starten problemer i paradis, men de udspringer ikke så meget af handicap, som af Barbaras sideløbende superheltekarriere, der tvinger hende til at afbryde middagsaftaler i tide og utide…
Rigtig saftigt bliver det aldrig i de autoriserede, familievenlige kilder – men vær forvisset om, at Barbara har et alt end kedeligt sexliv i fanfiction-universerne. Se bare fanforfatteren Zeelees bud på, hvordan Barbaras og Black Canarys liv former sig bag facaden:
“You are such a damn Bat, Oracle.” Dinah falls to her knees, the cold steel of the wheelchair knocking her elbows when she collapses against her partner. Babs cups her chin, lifts her face, kisses her eyelids. Dinah tangles her fingers in red hair and pulls her from the chair to the floor, lets Babs kneel over her and kiss her all over, running strong hands over Dinah’s thighs, breasts, belly.” (uddrag fra historien She Knows Your Devils)
Der findes desuden et væld af Oracle/Huntress-romancer (fx her) beskrevet online. Man kunne tro, at kørestolen ville inspirere til ridderlige historier, hvori Huntress eller Black Canary redder (og scorer) Barbara, men faktisk er det typisk Barbara, der er den aktive part i romancerne. Og fælles for al fanfiction, jeg har skimmet, er, at Barbara skildres med sit handicap og som absolut attråværdig og seksuel. Det er fornøjelig læsning på mange planer.
Hemmelige identiteter og handicapidentiteter
Der har i nyere tid været diskussioner om, hvorvidt Barbara burde få sin fulde førlighed tilbage – i New Gotham, hvor selv tidsrejser lader sig gøre, og bioimplantater kan få mennesker til at gennemleve hele liv på tre dage, må det vel være en smal sag at lappe en rygsøjle sammen.
En række tegneseriefans mener således, at Barbara har ”lidt nok” og skal på benene igen. Det er fx holdningen på tegneseriebloggen ComicVine, hvor de fleste gæster erklærer sig enige.
Der er dog væsentlige undtagelser – fx skriver xerox-kitty: Next time you see someone in a wheelchair, ask them if they think it’s time to get the use of their legs back. (…) She has been a stronger character as Oracle, and if she starts running around as Batgirl then she’ll be less of a character; just another bint in a skin-tight costume.
Den tidsligere Batman redaktør Denny O’Neil har selv sagt det samme og tilføjet, at han fandt det vigtigt, at der også optræder helte med handicap i DC-universet.
Diskussion om, hvorvidt Barbara skal ”kureres”, er ofte filtret sammen med en ganske interessant diskussion om, hvorvidt Barbara/Oracle er defineret af sit handicap eller ej.
Det er jo på en måde dét, xerox-kitty antyder ovenfor – for gåben ændrer vel ikke grundlæggende på Barbara, med mindre hendes identitet er funderet på kørestolen?
Med denne pointe i hånden argumenterer fx bloggeren Joey Esposito for, at Barbara bør rejse sig fra stolen og blive en mere helstøbt karakter.
John Ostrander, der sammen med sin kone Kim Yale har udviklet Oracle, er lodret uenig. Han mener, at DC netop fortæller “stories about a compelling fascinating character who HAPPENS to be in a wheelchair(…). Barbara isn’t her handicap; there’s more to her than that.”
Cirka det samme siger Barbara selv i tv-serien (afsnit 5), da en pensioneret superheltinde vil vide, om hun virkelig aldrig har fortrudt sit karrierevalg.
”What, because I’m in this chair?” spørger Barbara forundret og fastslår prompte: ”No, I don’t regret it. I’m thankful for every moment that I have. And I’m thankful for every moment I had before I got hurt. Not being able to walk doesn’t change why I do what I do. It only affects how I do it.”
I fortællingerne om Barbara/Oracle er handicap blot et grundvilkår, et styk medbragt bagage. Det bliver aldrig hele hendes identitet, hvilket alene de mange saftige fanfiktioner vidner om. I Barbaras liv er der nemlig også plads til venskaber, (foster-)børn, romancer og til at give fæle forbrydere en masse tæsk.
Dermed finder vi i DC’s fantasiunivers et af de mest tredimensionelle og realistiske bud på en kvinde med handicap – måske lige bortset fra det med at banke forbrydere…
Nightwing frier til Oracle
Om sidens forfatter: